Med 100 dage til det første Copenhagen Sprint den 21. og 22. juni 2025 løfter den nationale partnerkreds bag løbet nu sløret for den endelige rute og de ni gennemkørselskommuner, der bliver del af ruten og cykeleventen.

I juni 2024 blev den foreløbige rute offentliggjort ved en lanceringsevent på Københavns Rådhus. Cykelløbet, der består af et eliteløb for kvinder og et for mænd, har begge start i Roskilde og målstreg i København. Nu er arrangørerne klar med den endelige rute, hvor hvert sving, bakke og by er kortlagt ned til mindste detalje. Den endelige rute løber igennem ni gennemkørselskommuner: Frederikssund, Egedal, Hillerød, Fredensborg, Allerød, Furesø, Ballerup, Rødovre og Frederiksberg.

Pr-foto Københavns Kommune

Fakta om den endelige rute og cykeleventen.

  • 20. juni 2025: Politisk cykeltopmøde – Copenhagen Cycling Summit x UCI Mobility & Bike City Forum i København.
  • 21. juni 2025: Ruten for kvinder er 151 km. 3 omgange i København på 11 km rundstrækning.
  • 22. juni 2025: Ruten for mænd er 236 km. 5 omgange i København på 11 km rundstrækning.
  • 21. og 22. juni 2025: Cykelfestival ved målområdet med kultur- og cykelaktiviteter for børn og voksne.
  • 21. juni 2025: Folkecykelløb på ruten i København, hvor alle inviteres til at cykle på den lukkede rute inden kvindernes eliteløb.
  • Se detaljer om den endelige rute, rutefilm og rutekort samt information om hele cykeleventen på løbets website: www.copenhagensprint.com

Folkefest på ruten
Der er lagt op til masser af kultur- og cykelaktiviteter, oplevelser og folkefest på ruten i forbindelse med cykelløbet. Københavns Kommune har udviklet et City Dressing Toolkit, som alle lokale erhvervsdrivende, organisationer, museer m.fl. i København og på resten af ruten frit kan benytte. For download af Toolkit og yderligere information om brugen se www.copenhagensprint.com

Overborgmester i København Lars Weiss siger:

”I dag er der 100 dage til, at Danmarks nye store cykelklassiker, Copenhagen Sprint, løber af stablen for første gang! Den endelige rute er nu på plads med ni gennemkørselskommuner med ombord. Jeg glæder mig til, at vi sammen skaber en folkefest langs ruten med masser af cykelaktiviteter for børn, voksne og de mange cykelelskende danskere”.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:

”Danmark er et cykelland i verdensklasse. Og nu er der kun 100 dage til, at København – sammen med Roskilde, Frederikssund, Egedal, Hillerød, Fredensborg, Allerød, Furesø, Ballerup, Rødovre og Frederiksberg – vil vise verden, at Danmark er garant for at skabe et cykelløb og en folkefest af højeste kaliber.”

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

”Cykling og Danmark går hånd i hånd. Nu nærmer slutspurten sig, inden vi endnu engang afholder en stor sportsbegivenhed på dansk jord. Det er en unik mulighed for at vise vores skønne land frem, samtidig med at det lokale erhvervsliv langs ruten kan høste frugterne af et stort event. Det skal vi være glade og stolte over.”

Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, siger:

“Events som Copenhagen Sprint er med til at vise Danmark frem på bedste vis. Vi skal bruge Copenhagen Sprint til at markedsføre Danmark og fortælle den gode historie om Danmark som turistdestination. Og vi skal udnytte den cykelglæde, vi ser, når der er store cykelløb i Danmark til at tiltrække endnu flere internationale cykelglade turister til landet.”

Formand i Danmarks Cykle Union, Morten Anderson, siger:

“Med kun 100 dage til Copenhagen Sprint begynder sommerfuglene for alvor at melde sig, og vi glæder os til at byde nogle af verdens bedste cykelryttere velkommen til en af verdens mest cykelbegejstrede nationer. Endnu vigtigere ser vi frem til at fejre dansk cykelsport og samle hele cykelfællesskabet om Danmarks nye World Tour-løb. Forhåbentlig er det ikke kun starten på en ny, stærk sommertradition, men også en begivenhed, der vil inspirere endnu flere til at blive en del af sporten.”

Direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov, siger:

“Danmark er en førende cykelnation og en attraktiv destination for internationale cykelevents. Om 100 dage køres første udgave af Copenhagen Sprint. Med en spektakulær rute gennem ni kommuner, stor opbakning fra cykelelskere og en stærk tradition for at levere verdensklasse cykelløb glæder vi os til at lancere en World Tour for både mænd og kvinder i Danmark. Sammen skaber vi en folkefest, der fejrer Danmarks unikke cykelkultur – på og langs ruten!”

Borgmester i Roskilde Kommune, Tomas Breddam, siger:

”Vi glæder os til at sende verdens bedste cykelryttere afsted fra Roskilde. Sammen med borgere, erhvervsliv og foreningsliv stabler vi en cykelfest på benene. Vi ved fra Tour de France, at det skaber stor værdi for lokalsamfundet og giver liv til nye fællesskaber og samarbejdsrelationer.”

Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard, siger:

“København lægger endnu engang gader til et stort cykelløb, når vinderen af Copenhagen Sprint skal findes på rutens sidste 11 kilometers rundstrækning. Som én af verdens bedste cykelbyer skal der være plads til både hverdagscyklisterne og store cykelevents – også selvom det betyder afspærrede gader og omdirigering, der er til gene for beboerne. Så København bør nok fremadrettet blive bedre til at sprede store events mere ud. Håbet er dog, at både ryttere, københavnere og cykelentusiaster fra hele verden får en fantastisk oplevelse af løbet og af København.”

Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod, siger:

”Hver dag sætter tusindvis af københavnere sig i sadlen for at komme gennem byen – fordi det er det hurtige og nemme valg. Derfor er København en af verdens bedste cykelbyer, og derfor kan vi tiltrække et World Tour løb. Jeg glæder mig til at fejre cykelsporten og hverdagens cykelhelte i byens gader.”

Direktør i Copenhagen Sprint, Tobias Hoff, siger:

”Med præcis 100 dage til Copenhagen Sprint er vi begejstrede for at præsentere den officielle rute. Ruten tager feltet fra Roskilde gennem et nordsjællandsk landskab fyldt med historiske vartegn og videre mod et hæsblæsende opgør i hjertet af København. Vi er glade for den opbakning, vi mærker fra kommuner, partnere og fans, og ser frem til at skabe en spektakulær cykelfest – både på og uden for ruten.”

Adm. direktør i Wonderful Copenhagen, Søren Tegen Pedersen, siger:

”Danmarks hovedstad er globalt kendt som cykelby, og det får vi mulighed for at understrege og udbrede endnu mere, både i en sportevent-sammenhæng og i en folkelig sammenhæng med cyklen som bæredygtigt transportmiddel. Det glæder vi os til at bruge målrettet som ’reason to go’ over for tilrejsende gæster og over for internationale medier.”

FAKTA OM COPENHAGEN SPRINT

  • Copenhagen Sprint består af to professionelle løb: Et elitecykelløb for kvinder og et for mænd.
  • Kvindeløbet afvikles lørdag 21. juni 2025. Rute: 151 km.
  • Herreløbet afvikles søndag 22. juni 2025. Rute: 236 km.
  • Rutebeskrivelse: Begge ruter starter i Roskilde og går nordpå til Frederikssund videre til Hillerød. Fra Hillerød tager herrerne en tur op forbi Louisiana ved Humlebæk, før de ender tilbage i Hillerød og tager den samme vej som kvinderne ned forbi Furesøen gennem Ballerup. Herfra går ruten til Rødovre, hvorfra rytterne cykler igennem Frederiksberg, før de rammer rundstrækningen ved Nørrebros Runddel i København. Ruten i København går rundt om Nyboder forbi Botanisk Have over H.C. Andersens Boulevard forbi Rådhuspladsen og videre over Dronning Louises Bro. Begge løb rammer igen søerne over Fredens Bro og har målstreg ved Statens Museum for Kunst, hvor der indrettes målområde med cykelfestival i Østre Anlæg.
  • Folkecykelløb for alle på ruten i de københavnske gader 21. juni 2025. Det er gratis at deltage.
  • Cykelfestival i København 21.-22. juni 2025 og aktiviteter i Roskilde, København og gennemkørselsbyer med heppezoner, storskærmsvisning, musik mv. Frivillige foreninger, erhvervsliv og organisationer inddrages, så vi sammen skaber en cykelfest, der involverer alle cykelelskende danskere. Programmet for de forskellige aktiviteter vil blive offentliggjort efterhånden, som det kommer på plads.
  • Det politiske topmøde, Copenhagen Cycling Summit x UCI Mobility & Bike City Forum, vil have ca. 200 deltagere og afholdes i DAC, BLOX, i København og foregår i samarbejde med den internationale cykelunion. Topmødet skal sætte rammen for nye strategiske samarbejder, der kan fremme hverdagscyklisme i Danmark og resten af verden.
  • Det blev i december 2023 offentliggjort, at den internationale cykelunion, UCI, havde tildelt DCU løbslicens i foreløbigt tre år – 2025, 2026 og 2027. Bag cykelløbet står en national partnerkreds bestående af Københavns Kommune, Roskilde Kommune, staten, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Danmarks Cykle Union og Copenhagen Sprint eventselskabet, der forestår planlægningen og afviklingen af løbet.

Læs pressemeddelelsen på Via Ritzau