Københavns Politi ser for tiden flere eksempler på anmeldelser fra primært ældre borgere, der udsættes for tricktyveri i egen bolig. Politiet opfordrer til påpasselighed, hvis man bliver opsøgt af ukendte personer, der under forskellige påskud kræver adgang til din bolig.

Foto ABW

Får du uventede og ukendte gæster, som måske skal tjekke din radiator eller vil låne noget, så byd dem ikke ind på kaffe. For tiden modtager Københavns Politi nemlig flere anmeldelser fra især ældre borgere, der er blevet udsat for tricktyveri, hvor tyvene i flere tilfælde har haft held med deres svindelnumre.

I nogle tilfælde får borgerne besøg af personer, der udgiver sig for at være fra hjemmeplejen eller viceværten, som kommer for at tjekke radiatoren eller for at tilbagebetale penge fra varmeregningen. Mens borgeren viser en gerningsmand rundt, leder en anden efter værdigenstande og kontanter. I andre tilfælde kommer der først et opkald fra ’banken’ eller ’politiet’, der advarer om, at der foregår noget kriminelt, så borgeren skal samle sine værdier og betalingskort og overdrage det til en person, der kommer og bringer tingene i sikkerhed.

”Det er groft på den måde at udnytte ældre mennesker, og det er desværre ikke første gang, at vi ser den slags metoder. Det kan være svært at gennemskue, om personerne har dårlige hensigter, men de fleste besøg af fx håndværkere eller hjemmeplejen har man aftalt på forhånd, og politiet eller banken vil aldrig bede en borger om at samle sine værdier for så at komme og hente dem,” siger vicepolitiinspektør Peter Reisz.

Københavns Politi har i januar mere end 10 af den slags sager, som nu bliver efterforsket. Særligt den seneste uge har gerningsmændene været aktive i Nordvest og på Nørrebro. Gerningsmændene er både mænd og kvinder i alderen 30 til 50 år – i enkelte tilfælde har gerningsmanden også haft mundbind på.

”Vi gør, hvad vi kan for at få standset de her mennesker, og vi har en idé om, at det er de samme gerningsmænd, der står bag flere af sagerne. Jeg vil gerne opfordre til, at hvis der helt uvarslet dukker ukendte personer op, som af en eller anden årsag skal ind i ens bolig, så skal man som minimum afkræve dem gyldig legitimation eller helt afvise dem i døren,” siger Peter Reisz.

Bliver man udsat for tricktyveri, kan man anmelde det via tlf. 1-1-4, og hvis man er bekymret og gerne vil have et godt råd, kan man altid kontakte sin lokale nærbetjent. Find det direkte nummer på www.dinbetjent.dk

Flere gode råd fra politi.dk:

  • Anskaf en dørspion. På den måde kan du se, hvem der står uden for døren, før du lukker vedkommende ind.
  • Lav faste aftaler med fx hjemmeplejen, viceværten eller VVS’eren, og luk kun folk ind du kender eller har en aftale med.
  • Bed om at se legitimation, så du kan sikre, at personen også den, han eller hun udgiver sig for at være.
  • Gem dine værdier og smykker, når du ikke bruger dem. Undgå at have for mange kontanter i hjemmet og lad ikke din pung ligge fremme.

Kilde Københavns Politi.