Københavns Politi har i dag anholdt to personer, som sigtes for drabet på en 25-årig mand. En tredje mistænkt er efterlyst. Den 25-årige blev den 31. marts fundet dræbt af skud i en bil parkeret i et parkeringsanlæg under en ejendom på Frederiksberg.

Foto ABW

På baggrund af en omfattende efterforskning slog Københavns Politi i dag til på flere adresser i København og på Frederiksberg og foretog anholdelse af to mænd på 25 og 26 år. Den 25-årige er sigtet for at have udført drabet på en anden 25-årig mand, der den 31. marts blev fundet dræbt af skud i en bil, der holdt i et parkeringsanlæg under en ejendom på Johannes V. Jensens Allé på Frederiksberg.

Den nu anholdte 26-årige er sigtet for medvirken til drabet, der ifølge politiets efterforskning fandt sted sent lørdag aften den 30. marts.

De to mænd vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

Derudover er en tredje mand på 26 år efterlyst i sagen. Han vil blive fremstillet in absentia i morgen med henblik på fængsling og international efterlysning, idet han formodes at opholde sig i udlandet.

”Vi har haft en bred efterforskning af drabet, og vi fortsætter naturligvis vores arbejde, så vi også kan få anholdt den 26-årige mand, som vi mistænker for at have en rolle i forbindelse med drabet. Vi formoder, at han opholder sig et sted i udlandet,” siger vicepolitiinspektør Brian Belling, der er leder af Københavns Politis Afdeling for personfarlig kriminalitet.

Umiddelbart tyder det ikke på, at drabet er banderelateret. Af hensyn til sagens fortsatte efterforskning vil der blive begæret lukkede døre under onsdagens grundlovsforhør.

Kilde Københavns Politi.