Halloween gav Tivoli nogle nyttige erfaringer med at håndtere de travle dage, og derfor introducerer Tivoli bl.a. et nyt bookingsystem, og der indsættes vagtfirma på pladserne foran indgangene for at sikre afstand mellem gæsterne og guide dem væk, hvis der er optræk til kødannelser på fortovet foran Tivoli. Jul i Tivoli strækker sig ‪fra d. 13. november til og med 3. januar 2021, og langt de fleste aktiviteter foregår under åben himmel.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Selv om det i år ikke bliver den jul, som de fleste drømmer om, byder Tivoli på julemad, gløgg samt rutsjebane- og slentreture i det snefyldte haveanlæg. Når Hovedindgangen åbnes for alle, der trænger til et pusterum i årets mørkeste tid, bliver gæsterne mødt af årets juletema ”Hjerternes Fest”. Et tema, der taler ind i de flestes behov for nærhed og samvær oven på et hårdt år.

Premiere på nyt bookingsystem
Der bliver premiere på et nyt bookingsystem, så gæsterne skal bestille tid til deres juletur i Tivoli på forhånd, og et eksternt vagtfirma skal sikre, at der ikke samler sig gæster på pladsen og på fortovene foran Tivoli. Formålet er naturligvis at tage de nødvendige forholdsregler mht. covid-19 og sikre gæsterne en god oplevelse i Tivoli.

For at fordele gæsterne inde i Tivoli flytter bl.a. Julemanden væk fra Pantomimeteatret og flere nye jule-og lysopsætninger bliver placeret rundt om Tivoli Søen. Gæsterne opfordres til at planlægge deres besøg og undgå de travle lørdage i den 82.000 m2 store forlystelseshave.

Tivolis direktør Susanne Mørch Koch siger: ”Vi kan være mange i Tivoli, hvis bare vi ikke kommer på samme tid. Derfor indfører vi nu et bookingsystem, hvor gæsterne på forhånd skal bestille tid. Vi tager ansvaret for pladserne og fortovene foran indgangene med bistand fra et vagtfirma, der guider gæsterne ad de ensrettede veje til indgangen. Samtidig har vi fordelt flere udendørs oplevelser ud i hele haveanlægget. Vi opfordrer gæsterne til at kigge på vores gæsteprognoser på tivoli.dk, før de planlægger deres besøg. Vi tøver ikke med at lukke indgangene, hvis vi skønner, det er nødvendigt for at undgå trængsel, men målet er, at det ikke bliver nødvendigt med det nye bookingsystem.”

Hjerter über alles
Årets juletema bliver ”Hjerternes Fest”, for er der noget, vi alle trænger til oven på covid-19, er det nærhed, smil og kærlige blikke, hvor der fortsat holdes passende afstand. Og hjerter og kærlighed bliver der masser af. Når gæsterne træder ind ad Hovedindgangen, vil de blive mødt af symbolet på kærlighed, når de ser ned ad alleen, som er klædt i røde lysende hjerter og som ender ved lysinstallationen ved Nimb – et 3,5 meter højt, glødende animeret hjerte.

Om hjertet siger Tivolis administrerende direktør: ”2020 har været et hårdt år for os alle. På denne måde ønsker vi at sende et hjerte til vores gæster og til hele København, og så er det også en særlig hilsen til alle de mange, hårdtarbejdende dygtige medarbejdere i Tivoli, der imod alle odds får det hele til at klappe for vores gæster og den by, som vi befinder os midt i: København”.

Julemanden flytter
For at skabe mindst mulig trængsel flytter Julemanden fra Pantomimeteatrets scene over i H.C. Andersen Slottet, hvor de mindste gæster kan møde Julemanden. Det vil også være muligt at stille sig i den digitale kø via Tivoli App’en, så man på den måde mindsker forsamlingen af gæster.

Prisbelønnet lysdesigner bag årets lys
Lyset spiller en stor rolle i Tivolis juledekorationer. I år bliver den rolle endnu større, når Tivoli blænder op for en projektion med levende billeder af en gammeldags juleby, hvor man på Nimbs hvide vægge kan følge med i bageren, frisøren og urmageren, der alle gør klar til jul på gammeldags maner. Samtidig er lysdesignet, der er skabt af den prisbelønnede lysdesigner Jesper Kongshaug, også tænkt ind i, hvordan man bedst muligt kan sprede folk rundt i Haven. Gæsterne kan bl.a. finde det største træ i De Hængende Haver ud mod H.C. Andersens Boulevard pakket ind i et frostklart og vinterhvidt lysdesign, som vil lede tankerne hen til en vis is-skydende sneprinsesse.

Læs pressemeddelelsen her.