I skal ud og se på byliv, bygninger, samliv og sjov på Vesterbro, hører om bydelens storhed, nedtur og genrejsning og kommer bag om Kødbyen.

Jernbanen og kvæghandelen lagde fundamentet for et farligt og festligt kvarter. Det brogede rygte hænger ved, selvom Halmtorvet er blevet pænt, og Kødbyen kulturel.

I dag ligger Metro Hovedbanegården, hvor Københavns første Hovedbanegård lå, og det er udgangspunkt for vores udforskning af Indre Vesterbro. Byvandringen undersøger det indre Vesterbro. Engang var det en grøn forstad lige uden for byens travleste port med kvæghandel og forlystelsessteder.

I følger bydelens udvikling gennem byggeboom og strømme af indvandring. Her delte fabrikker og lejekaserne baggårde op ad billige hoteller og skumle værtshuse.

Hvor der en gang var sumpede strandenge kom jernbanen og Kødbyen til. Da København voksede sig stor, kom storbyens dynamiske hjerte til at ligge her. Men Vesterbro var også hjem for jævne familier, og byens underverden trivedes i et tolerant kvarter. Fra 1970’erne var Indre Vesterbro slidt ned, med plat, junk og porno som de eneste brancher i vækst. I dag er Halmtorvet og Kødbyen attraktive adresser for caféer og kulturliv.

I  går tæt på Kødbyen og ser på paradokserne i det transformerede anlæg, hvor man finder en gros handel, iværksættere, uddannelse, restauranter og stofbrugere, og vi ser på historie og tankerne bag udviklingen.

Vi ser på det kæmpe byfornyelsesprojekt, der har genskabt Vesterbro siden ’90-erne. Hvad kostede det? Hvilke kampe blev kæmpet? Hvem vandt på det, og hvad blev der af de svage? Hvem tilhører Vesterbro i dag og i fremtiden?

Klik her for at købe din billet. 

Turen er arrangeret af www.byvandring.nu

Foto ABW