Kaboom Forsikring blev lanceret tidligere i december som et forsikringsselskab, der kunne forsikre børn mod skader med fyrværkeri. Det er naturligvis ikke et rigtigt selskab, men derimod Sikkerhedsstyrelsen, der står bag. Formålet er at inddrage forældrene i at forebygge fyrværkeriskader blandt børn og sætte fokus på fyrværkerisikkerhed gennem dialog med børnene.

Pressefoto

Der er nok mange forældre, som på det seneste har undret sig over annoncer for et forsikringsselskab, der for få hundrede kroner tilbyder at forsikre børn nytårsaften under sloganet: ”Så du kan slappe af, når dit barn fyrer af!” Men med god grund har det ikke været muligt at købe en fyrværkeriskadeforsikring hos ”Kaboom Forsikring”. For forsikringsselskabet er i virkeligheden et anderledes kampagnegreb, hvor Sikkerhedsstyrelsen står bag annoncer, som har henvendt sig til forældre med et virkelighedsfjernt tilbud om håndskade-, øjenskade-, høreskade- og totalskadeforsikringer til børn.

Kampagnen blev lanceret den 15. december og gør forældre opmærksomme på, at den bedste forsikring mod skader nytårsaften er at tage snakken om et sikkert nytår derhjemme med børnene.

– Vi kan konstatere, at børn under 15 år udgør en stor del af de tilskadekomne år efter år. Og det er paradoksalt, når de er den eneste gruppe, der ikke må købe nogen former for fyrværkeri. Derfor har vi i år målrettet en kampagne mod forældrene for at starte en debat og give dem stof til eftertanke. Alt sammen med det formål at inddrage forældrene i at forebygge fyrværkeriskader blandt børn og sætte en dialog om fyrværkerisikkerhed i gang derhjemme, siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen, vicedirektør i Sikkerhedsstyrelsen.

Ved nytåret 2022/2023 udgjorde børn i alderen 0-14 år knap en fjerdedel af de tilskadekomne. Heraf havde to tredjedele af de tilskadekomne børn selv antændt fyrværkeriet, som de kom til skade med. Det gjorde børnene til den gruppe med flest tilskadekomne antændere sidste nytår. Det var især de 11-14-årige, der kom til skade med fyrværkeri, som de selv havde antændt.

– Det er alt for mange børn, som kommer til skade. Derfor sætter vi netop fokus på at fremme fyrværkerisikkerheden blandt børn. For ligesom børn skal lære, hvordan de færdes sikkert i trafikken, skal de også lære, hvordan de omgås fyrværkeri på sikker vis gennem de fem fyrværkeriråd. Her kan forældrenes snak med deres børn hjemme i stuerne eller rundt om køkkenbordet være med til at gøre en forskel, siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen.

Kampagnen leder forbrugerne hen til et gratis samtale-kit, der skal hjælpe forældrene i deres dialog om et sikkert nytår med børnene. Du kan hente samtale-kittet på www.kaboomforsikring.dk/samtalekit

Kaboom Forsikring har indtil videre slået sine folder med sin egen hjemmeside, egen side på Facebook, egen profil på Instagram og gennem debatfora på blandt andet Reddit. Kampagnen fortsætter frem til og med den 31. december.

KABOOM FORSIKRING
Fakta om børn i skadesstatistikkerne
  • Siden årsskiftet 2018/2019 har børn og unge under 18 år udgjort 41 % af den samlede gruppe af tilskadekomne. Ved det seneste nytår 2022/23 tegnede gruppen sig for 37 % af de tilskadekomne.
  • Sidste nytår kom 47 børn i alderen 0-14 år til skade* med fyrværkeri. 66 % af dem havde selv antændt fyrværkeriet. Det gjorde dem til den aldersgruppe med flest tilskadekomne antændere ved nytåret 2022/23.
  • Af de 47 tilskadekomne børn i alderen 0-14 år seneste nytår havde knap halvdelen (49 %) ikke beskyttelsesbriller på.
  • Ved det seneste nytår 2022/23 havde en tredjedel af de tilskadekomne børn under 10 år selv antændt, mens det var betydeligt flere blandt de 11-14-årige (84 %).
  • Børn og unge op til 25 år udgør tilsammen 64 % af de tilskadekomne.

* Registrerede skader efter brug af fyrværkeri, som har medført akut sygehuskontakt.

Alle tal stammer fra Ulykkes Analyse Gruppen (UAG) ved ortopædkirurgisk afd. Odense Universitetshospital, som hvert år opgør tal fra Danmarks skadestuer om skader efter fyrværkeri. Oplysningerne vedrører de to døgn den 31. december og 1. januar.