Med en massiv vaccinationsindsats over nytåret er beboerne på halvdelen af plejecentrene i hovedstadsområdet tilbudt vaccine – resten vaccineres i denne uge. Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Siden COVID-19 vaccinationerne startede over hele landet søndag den 27. december er planerne for vaccinationer på plejehjem blevet fremrykket og skaleret op, så vaccinerne hurtigst muligt kunne komme ud og virke.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) glæder sig over, at alle gode kræfter har trukket i fællesskab for at få vaccinerne udbredt så hurtigt som muligt.

“Der har været vaccineret på alle dage siden den 27. december – også nytårsdag og 1. januar, hvor rigtig mange medarbejdere både fra regionen, kommunerne og de praktiserende læger har stået klar og i fællesskab håndteret denne opgave. Vaccinerne er helt afgørende for, at vi kan bekæmpe den her sygdom.”

Det ventes, at beboere på alle plejehjem i regionen er tilbudt den første vaccination senest den 7. januar.

15 biler kører hver dag ud med vacciner
Lægefaglig vicedirektør og leder af Region Hovedstaden vaccine task force Jonas Egebart forklarer, at det har stillet store krav til logistikken, at vaccinen skal håndteres meget varsomt og har en kort holdbarhed efter klargøring.

“Derfor har vi farmakonomer med ud på de enkelte plejecentre for at klargøre vaccinen. Region Hovedstaden sender hver dag 15 biler ud med vaccine på køl fra regionens apotek til plejehjem. Her står praktiserende læger klar til at vaccinere beboerne, når regionens personale har klargjort vaccinerne.”

De kommunale medarbejdere sørger for, at beboerne er informerede inden vaccinationen, klar til at blive vaccinerede og under opsyn efter vaccinationen. Der vaccineres fra kl. 7.45 – 20.

Fakta – prioritering