Af Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår
Bragt som debatindlæg i Politiken den 15. marts 2022

Børns Vilkår forstår omsorg både som det at kunne give børn den nødvendige nærhed, men også den nødvendige støtte til udvikling.

De sidste mange år har der været fokus på, at små børns sproglige kompetencer er afgørende, hvis de skal klare sig i skolen. Det har også været vigtigt, at vuggestuer og børnehaver klæder børn på, så de har matematisk forståelse og lærer naturvidenskab.

Omsorg derimod har været set som en grundlæggende præmis i samværet med børn, og derfor er det ikke noget, der er blevet talt så meget om.

Nu ser vi endelig spæde tegn på, at omsorgen begynder at få den opmærksomhed som selvstændigt indsatsområde i landets dagtilbud, som den fortjener. Enkelte forskere har for nylig været ude med budskaber om risikoen ved den manglende omsorg i dagtilbud og problemet ved, at omsorgen har været nedprioriteret.

DAGTILBUDSLOVEN er med til at understøtte den dominerende læringsdiskurs. Selve loven nævner omsorg en enkelt gang og læring i en eller anden form hele 73 gange! Heller ikke på pædagoguddannelsen er omsorg et område, der arbejdes systematisk med. Ude i vuggestuerne og børnehaverne kræver det derfor pædagogisk personale og ledelse, der har modet og viljen til at forstå og prioritere omsorg som det vigtigste.

Børns Vilkår forstår omsorg både som det at kunne give børn den nødvendige nærhed, men også den nødvendige støtte til udvikling. Begge behov er lige vigtige for et barn, men hvis behovet for nærhed ikke er grundlæggende dækket, vil et barn slet ikke være i stand til at tage imod støtte til at udforske verden og lære.

At yde omsorg handler ikke udelukkende om at trøste og give et knus, men også om, at de voksne har tid til, viden om og forståelse for, hvordan man møder børn i deres verden – ikke mindst gennem leg og oplevelser, som børnene har det sjovt med. Børns følelsesmæssige udvikling sker i høj grad, når de leger. De udforsker og bliver engageret i aktiviteter og lærer at være sammen med andre børn og voksne.

BÅDE LOVGIVNINGSMÆSSIGT og i praksis er der heldigvis stort fokus på betydningen af leg. Men mange ansatte i vuggestuer og børnehaver fortæller os, at de synes, det er svært at lege med børn. Det er et dilemma, for når de voksne er nærværende i legen, bliver børnene mere engagerede og i stand til at lege både dybere og længere.

På pædagoguddannelsen er de kreative fag blevet nedprioriteret til fordel for akademiske kompetencer. Det er en udfordring, da det bl.a. er gennem de kreative fag, de kommende pædagoger lærer at lege og sætte aktiviteter i gang. Pædagogstuderende har for eksempel ikke nødvendigvis musik som en del af deres uddannelse, hvilket har den konsekvens, at mange børn ikke længere synger med de voksne i dagtilbuddet. På samme måde har de ikke nødvendigvis drama eller fag, hvor de arbejder med børnelitteratur. Hvis de studerende ikke får udviklet og styrket deres kreative færdigheder, bliver de dårligt klædt på til at understøtte børnenes udforskning og leg.

Børns Vilkår har mødt pædagoger, der ikke har ment, at de har haft tiden til at yde den nødvendige omsorg. En pædagog fortalte os, at hun ikke kunne imødekomme et grædende barns behov for at blive trøstet, da hun vidste, det tog lang tid. Hun havde ikke tiden, da madvognen jo også skulle også tømmes, og hvem skulle rydde op, hvis hun trøstede? Det vidner om en alt for presset hverdag, hvor prioriteringerne er skredet. Et barn, der erfarer, at det ikke har adgang til trøst, vil have risiko for at udvikle utryghed i forhold til andre mennesker. Den utryghed bringes med i skolen.

NORMERINGER har stor betydning for medarbejdernes tid og overskud, men det har også stor betydning, at det personale, der er til rådighed, har en fælles forståelse af omsorgens betydning. Når vi i Børns Vilkår har spurgt pædagogisk personale, hvad omsorg er, er de ikke enige. Nogle oplever udelukkende omsorg som udtryk for trøst, andre har også forståelse for, at omsorg er en generel støtte i barnets alsidige og følelsesmæssige udvikling.

Vores erfaring er, at de dagtilbud, der arbejder med en fælles forståelse af omsorg – og vigtigheden af den – opnår større trivsel blandt både voksne og børn.

Personalet i et dagtilbud fortalte os for eksempel, hvordan en af de store piger klæbede sig til de voksne. Hun gav anledning til bekymring, da hun nærmest gik i stå og slet ikke tog del i de andre børns leg. De arbejdede ellers meget bevidst med at løsrive hende fra de voksne, så hun kunne komme ud blandt de andre børn. Da de blev superviseret med afsæt i ‘Omsorgsgrebet’, som er Børns Vilkårs model for omsorg, opdagede de, at pigen var udfordret på sin grundlæggende tryghed. De forsøgte derfor at skabe en fælles praksis, hvor de hver morgen havde fokus på at møde pigen med nærvær og give hende tid til at falde til ro sammen med en voksen. Efter et stykke tid oplevede de, at hun helt af sig selv opsøgte legen med de andre børn.

I MANGE ÅR har både forskning og lovgivning haft stort fokus på inklusion og fællesskab. Det har vi også i Børns Vilkår. Vi mener dog, at vi må begynde ved det enkelte barn og møde dets behov, for at barnet kan få overskud til at deltage i de altafgørende fællesskaber. Det er en ledelsesmæssig opgave at skabe det nødvendige omsorgspædagogiske fokus. Og samlet set er det i høj grad en kommunal opgave.

Hvis ikke vi som samfund – gennem bedre omsorg – sikrer trygheden for de yngste børn i de institutioner, de bruger så mange af deres vågne timer i, svigter vi. Omsorg skal være en del af det faglige grundlag og ikke noget, der er op til den enkelte pædagog! Der er i vores øjne ingen tvivl om, at for lidt fokus på omsorg hos de mindste børn kan øge problemer med psykisk mistrivsel senere i livet.