Ørsted vil udvikle et Power-to-X-anlæg på den amerikanske golfkyst til at levere brændstoffer til Mærsks kommende flåde på 12 methanoldrevne fartøjer, efter at de to industriledere har underskrevet en hensigtserklæring om aftag af en rekordstor mængde grønne brændstoffer til søfartsindustrien.

Foto: ABW

Over de seneste 20 år er udledningen af drivhusgasser fra den globale søfart steget markant, og den tegner sig nu for ca. 2 % af den globale energirelaterede udledning. I kampen mod klimaforandringerne har søfartsindustrien hurtigst muligt brug for nye CO2-neutrale brændstoffer i stor skala for at reducere sin klimapåvirkning.

Nu har A.P. Møller – Mærsk, et af verdens førende integrerede container-logistikfirmaer, og Ørsted, en af verdens førende virksomheder inden for vedvarende energi, underskrevet en hensigtserklæring om at indgå et partnerskab om et nyt Power-to-X-anlæg i USA, der kan blive skelsættende for den grønne omstilling af den internationale søtransport og sætte standarden for fremtidig produktion i industriel skala af grønne brændstoffer til skibsfarten.

Ørsted vil udvikle et Power-to-X-anlæg med en kapacitet på 675 MW på den amerikanske golfkyst. Anlægget kommer til at producere ca. 300.000 ton e-methanol årligt, som Mærsk vil aftage til sin kommende flåde på 12 methanoldrevne fartøjer. Anlægget vil blive drevet af ca. 1,2 GW vedvarende energi fra nye landvindmølleparker og solcelleanlæg. Det biogene kulstof, der er nødvendigt for at producere e-methanol, skal udvindes gennem CO2-fangst fra en eller flere store punktkilder.

Projektet forventes at blive idriftsat i anden halvdel af 2025, hvilket gør det til langt det mest ambitiøse projekt inden for produktion af e-methanol i industriel skala på globalt plan og en afgørende drivkraft på rejsen mod at reducere søfartssektorens CO2-udledningen. En endelig investeringsbeslutning kan potentielt træffes i slutningen af 2023.

Aftalen om at aftage 300.000 ton e-methanol er den største aftale inden for grønne brændstoffer i søfartssektoren nogensinde, og det er et vidnesbyrd om både Ørsteds og Mærsks indsats for at udvikle den grønne søtransport. Aftalen markerer også Ørsteds indtræden på det amerikanske Power-to-X-marked. Et nyt strategisk marked for selskabet, som har til hensigt at opføre 50 GW vedvarende energikapacitet inden 2030.

Power-to-X-projektet i USA’s golfkystregion er det andet samarbejde om grønne brændstoffer mellem Ørsted og Mærsk. Det første er det potentielt 1.300 MW store ’Green Fuels for Denmark’-projekt i København, som de to selskaber udvikler med andre partnere. Ørsted og Mærsk vil sammen fortsætte med at undersøge mulighederne inden for grønne brændstoffer, i takt med at Mærsk arbejder hen mod sit mål op at opnå en nettoudledning på nul inden 2040.

I alt består Ørsteds portefølje af udviklingsprojekter inden for Power-to-X af 11 projekter, herunder FlagshipOne-projektet på 70 MW i Sverige, som Ørsted udvikler sammen med Liquid Wind. FlagshipOne forventes at blive idriftsat i 2024 og kan blive et af verdens første anlæg til produktion af bæredygtig e-methanol i industriel skala. Ud over udviklingsporteføljen har Ørsted indgået flere strategiske aftaler med mange forskellige partnere.

Kilde.