Med ”Crystallized Narratives – All Stories Will Become Images” præsenterer Nicola Verlato otte malerier og otte værker på papir, der alle undersøger de fortællinger som mennesker og forskellige kulturer verden over har fortalt hinanden igennem tusindvis af år og, måske endnu vigtigere, hvordan disse narrativer fortsat bevarer deres relevans igennem tiden og dennes uundgåelige kulturudvikling.
Udstillingen udforsker forestillingen om maleriet som det ultimative eksempel på den proces der har til formål at transformere kulturelle narrativer og velkendte fortællinger til billeder. En proces som næsten alle civilisationer igennem tiden har engageret sig i. Måske er transformationsprocessen netop det der konstituerer en civilisation? Hele denne proces er bygget op omkring overgangen fra den historiske, tidsbestemte, fortælling til et koncentreret og håndgribeligt billede placeret i et fysisk rum. Der er altså tale om en progressiv fortætning der transformerer tid til noget stofligt. Igennem disse processer går velkendte fortællinger fra at være spredt i tiden til at være til stede i vores fysiske verden.
Soloudstillingens grundlæggende idé er tæt forbundet med de mange oldtidsmyter der foreslår, at brodermordet er en væsentlig byggesten i enhver civilisations begyndelse. Dette tema relaterer sig til den ømtålelige tid vi lever i lige nu, hvor mange grupperinger i USA genfinder nye eller anderledes idéer i forhold til deres tilhørsforhold til deres land i forbindelse med udviklingen af en ny politisk organisme og fremgangsmåde.
Brodermordet er derfor også omdrejningspunktet i flere af udstillingens værker. Det enorme maleri ”Ritrovamento” fremstiller mordet på den store italienske poet, forfatter, journalist og filmskaber, Pier Paolo Pasolini (1922 – 1975). Pasolini var bekymret for den retning Italiens kultur bevægede sig i, hvilket han var meget åben omkring, og, i sidste ende, myrdet for. Maleriets komposition er baseret på et maleri skabt af den legendariske italienske kunstner Caravaggio (1571 – 1610), men narrativet er skiftet ud med en samtidig fortælling.
Ikke ulig ”Ritrovamento”, fremstiller ”Mishima’s Seppuku” 1 og 2 det rituelle selvmord af den berømte japanske forfatter Yukio Mishima (1925 – 1970) fra det tyvende århundrede. Selvmordet fungerede som den brutale afslutning på en større aktivistisk operation i 1970, hvor Mishima og en lille gruppe ligesindede protesterede imod den japanske kulturs forfald og landets opgivelse af dets gamle og ærefulde traditioner efter slutningen på anden verdenskrig. Mishima og Pasolini var på mange punkter ens, de tog nemlig begge del i en anstrengende modstand der forsøgte at modarbejde udryddelsen af deres respektive kulturarve i Italien og Japan, hvilket i sidste ende resulterede i deres død. Den selvmorderiske helt der konstituerer arketypen for både Pasolini og Mishima er afbildet af Nicola Verlato i maleriet ”Ajace”.
“I consider the transformation itself of linear narratives into painted images a form of cultural resistance against the implicit iconoclastic ideology of consumeristic culture.” – Nicola Verlato
Gallery Poulsen præsenterer ”Crystallized Narratives – All Stories Will Become Images” en soloudstilling af Nicola Verlato.
Udstillingen omfatter otte oliemalerier på lærred og otte værker på papir
Fernisering fredag d. 19. november kl. 17 – 19 og lørdag d. 20. november kl. 12 – 16
Nicola Verlato vil være til stede til fredagsferniseringen