​A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal står bag donationen på 36 millioner kroner af en ny cyklotron til Herlev og Gentofte Hospital. Cyklotronen laver sporingsstofferne, som bruges ved de mere end 10.000 årlige PET-skanninger, der udføres på hospitalet.

Foto ABW

PET-skanninger er et vigtigt redskab, når patienter med kræft, demens og uafklaret sygdom diagnosticeres og behandles på hospitalet. For A. P. Møller Fonden har det været afgørende at støtte PET-skanningerne i form af den nye cyklotron, fordi det kan forbedre diagnosticeringen og behandlingsmulighederne for mange patienter ramt af alvorlig sygdom.

Den nye cyklotron er fuldt finansieret af A.P. Møller Fonden.

– Jeg er glad for den flotte donation, som vil hjælpe rigtigt mange mennesker, som har kræft, men også uafklaret sygdom. Cyklotronen kan hjælpe vores dygtige læger med at finde ud af, præcis hvor sygdommen angriber, så vi kan tilbyde både hurtigere og mere nænsom behandling, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S).

Ved undersøgelsen får patienten sprøjtet et sporstof ind i kroppen, hvilket gør det muligt at give et billede af sygdomsaktiviteten i kroppen. Produktionen af sporstoffer foregår i en cyklotron, som derfor spiller en afgørende rolle i muligheden for at kunne tilbyde patienterne de bedst mulige forløb.

Skal sikre udredning og behandling i topklasse
– Med bevillingen af den nye cyklotron vil det også i fremtiden være muligt for Herlev og Gentofte Hospital at være med helt fremme i diagnostik og behandling af kræftsygdomme. Det vil være muligt at øge antallet af nuværende skanningstyper, men også at følge den internationale udvikling med nye og endnu mere målrettede sporstoffer til gavn for patienterne, siger Lars Thorbjørn Jensen, cheflæge på Afdeling for Nuklearmedicin.

Herlev og Gentofte Hospital fik sin første cyklotron i 2007, også efter en donation fra A.P. Møller Fonden. Nu 15 år efter er kapaciteten på den gamle cyklotron udnyttet fuldt ud.

– Med den nye cyklotron vil det, sammen med den gamle cyklotron, være muligt at lave større portioner på kortere tid, hvilket kan give plads til endnu flere undersøgelser, siger Lars Thorbjørn Jensen.

”Meget flot donation”
Den nye cyklotron forventes installeret i 2023 og taget i brug i 2024.

– Det er en flot donation fra A.P. Møller Fonden, som vil bidrage til, at vi som hospital kan sikre, at patienterne bliver godt behandlet. Og at vi som et stort kræfthospital, ikke bare nu, men også i de kommende år vil kunne fortsætte med at holde Herlev og Gentofte Hospital i front inden for onkologi i bred forstand, siger hospitalsdirektør Anne Jastrup.

Sådan virker cyklotronen
En cyklotron er rund maskine, der accelererer ladede partikler, og bruges til at lave de radioaktive stoffer, som anvendes ved en PET-skanning. Det radioaktive stof laves i cyklotronen, der ved at beskyde ét grundstof kan lave ét andet, som er radioaktivt i en kort periode. Når stoffet er koblet til et nøje udvalgt bærerstof, bliver det givet til en patient. Mens det forsvinder, laves optagelserne i en skanner, der viser, hvor sygdommen er.

Kilde.