Det er masser af god corona-karma i denne tid. Karina Sand har indsamlet søde sager fra private firmaer og leveret dem på sociale tilbud. Det har hun gjort for at vise sundhedsmedarbejdere anerkendelse for at arbejde med risiko for corona-smitte og for at skabe et lyspunkt de borgerne på tilbuddene. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelse

PR-Foto Københavns Kommune

Karina Sand er 36 år, gift, mor til to og arbejder til dagligt i security i lufthavnen. Hun er også initiativtager til noget af en sød indsamling. I mere end en forstand. 80 kg chokolade fra Toms og Marabou og ikke mindre en 4 ½ palle kager fra Dancake, heriblandt 3400 pakker kakaokugler, har hun fået doneret og uddelt i hele landet i en god sags tjeneste.

”Jeg var hjemsendt fra job og ville gerne bidrage med noget i den tumult, vi alle stod i. Jeg synes lufthavnspersonalet, sygeplejersken, pædagogen og kassedamen og alle andre, der løber en risiko ved at tage på arbejde fortjener en kæmpe anerkendelse i den her tid. Samtidig var det også vigtigt for mig, at donationerne nåede ud til steder med mennesker, der måske var ensomme fx ældre, handicappede og udsatte”, fortæller Karina Sand.

Da chokoladen og kagen var i hus, skrev hun et opslag til sine venner på Facebook og efterspurgte gode ideer til steder, der trængte til ekstra opmærksomhed. Og der kom en masse gode bud. Samtidig bød Sigurdsgade Diskotek ind med plads til opbevaring og Rødekro Kurer for transporten rundt i landet. Og så var hun ellers klar.

25 steder rundt i hele Danmark nåede Karina og hendes hjælpere ud til, heriblandt flere hospitaler, krisecentre, herberger og plejehjem. For nyligt lagde kage-transporten vejen forbi bostederne CAS 1, 2 og 3 på Amagerfælledvej. Tilbudsleder, Trine Isling Hansen, tog i mod: ”Jeg blev simpelthen rørt til tårer. Det, at personalet og borgerne bliver set og anerkendt i den her situation. Det ramte mig virkelig lige i hjertekulen, og så er kagerne og chokoladen lige i borgernes ånd”, fortæller hun.

Reaktionerne på leveringer rundt omkring har kun været positive.
”Søde sager bliver de fleste jo glade af. Trine skilte sig ud, da hun blev så super rørt. Det gjorde jeg også. Det vigtigste for mig er, at donationerne har skabt glæde og givet mulighed for en ekstra hyggestund for personale og medarbejdere. Jeg er så taknemmelig for al den hjælp jeg har fået og for modtagelsen. Det er god karma hele vejen rundt”, siger Karina Sand.