Movia har sammen med kommuner og regioner et fælles mål om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen kører på el. Samtidig har København, Frederiksberg og Gladsaxe Kommuner en målsætning om at alle byens busser kører på el senest i 2025.

Nu er turen kommet til linjerne 6A og 7A, som i alt får 46 elbusser 13. februar. Linje 6A kører fra Nørreport gennem blandt andet Indre By, Nørrebro og Bispebjerg til Buddinge, og linje 7A tager hver dag turen fra Ny Ellebjerg St. gennem Vesterbro og Frederiksberg til Rødovre. Med de to nye elbuslinjer kører 35 procent af Københavns Kommunes samlede buskøreplantimer emissionsfrit.

De nye elbusser giver hovedstadskommunerne en samlet CO2-besparelse på 3.300 tons årligt.

Elbusserne er desuden støjsvage. Med øget grøn omstilling bidrager København, Frederiksberg, Rødovre, Gentofte og Gladsaxe Kommuner og Movia samtidig til at indfri den nationale målsætning om 70 pct. CO2-reduktion inden 2030.

“I København har vi et klart mål om, at alle buslinjer skal køre på el i 2025, så byens busser hverken larmer, sviner eller udleder CO2. Derfor er jeg glad for, at vi med to af byens centrale buslinjer tager næste skridt mod en grønnere bustrafik til glæde for vores klima, luft og københavnernes hverdag,” siger overborgmester i Københavns Kommune Sophie Hæstorp Andersen (S)

“Vi har i 2020 fastlagt et fælles mål i Movias mobilitetsplan om, at alle vores busser kører fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen af dem kører på el. Målet er at vores flextrafik udelukkende kører i elbiler senest i 2030, og alle nye tog på vores lokalbaner er eldrevne. Derfor er vi meget glade for det stærke signal som vi sammen med København, Frederiksberg, Rødovre, Gentofte og Gladsaxe Kommuner nu sender om, at klimamål og ambitioner er vigtigt for vores kollektive transport,” siger Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen

Om elbusser og udledning af NOx, partikler og CO2 Der er god fart i den grønne omstilling i Movias busdrift. Ved udgangen af 2022 kører der 337 elbusser og en brintbus i Movias område. Det svarer til 25 pct. af Movias busser.

Linje 6A får 21 elbusser fra 13. februar 2022. CO2-udledningen i København, Frederiksberg og Rødovre Kommuner, som linje 6A kører i, mindskes med 1.200 tons CO2, 1,9 tons NOx og 12 kg partikler årligt.

Linje 7A får 25 elbusser fra 13. februar 2022. CO2-udledningen i København, Gentofte og Gladsaxe Kommuner, som linje 7A kører i, mindskes med 2.100 tons CO2, 3,4 tons NOx og 11 kg partikler årligt.

Movias miljøregnskab for 2020 viser også, at Movia kan fastholde den fortsatte nedbringelse af udledningen af CO2, som i 2020 er reduceret med 43 pct. siden 2008. Udledningen af NOx er i samme periode reduceret med 84 pct., og har dermed udviklet sig mere positivt end forventet med en målsætning for 2020 på 75 pct. Samme gælder for partikeludledningen, som er reduceret med 88 pct. fra 2008 til 2020 mod en målsætning på 80 pct.

Movia har modtaget støtte fra EU’s ELENA-facilitet (under Horizon 2020-programmet) til at forberede omstilling af busser og havnebusser til eldrift.

 

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen