Vær med til at skabe dette års havnefestival langs den københavnske kajkant. Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.  Til august er det igen tid til at gå på opdagelse i Københavns Havn med Kulturhavn Festival, der i år kan fejre 20-års jubilæum.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

For første gang inviterer festivalen i år til et såkaldt Open Call, hvor foreninger, havnekulturskabere, festivaler, idrætsklubber, kulturinstitutioner, erhvervsliv og ildsjæle kan blive en del af årets festival. Her vil der være mulighed for at byde ind med indhold, der kan være med til at skabe et mangfoldigt program med fokus på kultur-, kunst- eller fritidsaktiviteter ved havnen.

”Kulturhavn Festival har gennem 20 år cementeret det blå byrum som kulturscene. Hvert år forbløffes jeg af den kreativitet, der afspejles i festivalprogrammet. Jeg er spændt på, hvad der kommer på plakaten til august – København er fuld af engagerede borgere og kreative sjæle, der lever og ånder for at skabe unikke og nytænkende kulturoplevelser,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å).

Gennem festivalens Open Call vil der være mulighed for at søge økonomisk støtte til aktiviteterne, der afholdes under Kulturhavn Festival 27. til 29 august 2021. Til hver aktivitet kan der søges op til 20.000 kr.

Projektleder på Kulturhavn, Esther Jexen Dall, fortæller: “Efter den første frist på Open Call kan vi mærke kreativiteten bobler i havnen. På Kulturhavn Festival skal vi opleve alt fra havfruer, hydrofeministisk stedsspecifik scenekunst til spejderkano. Vi glæder os til at inspirere københavnerne til at opdage hele havnen, lige fra Teglværkshavnen i syd til Skudehavnen i nord. Der er stadig plads til mange flere kultur- og idrætsoplevelser på programmet og vi ser frem til at læse flere spændende ansøgninger.”

De næste to ansøgningsfrister for årets Open Call er den 3. maj og den 3. juni.

Programmet for i år bliver tilgængeligt senere på sommeren. Tidligere år har blandt andet budt på live-musik på en tømmerflåde, svedig debatsauna, flydende badminton i havnen, DM i vandbombe, tangsanketur og meget mere. Der er højt til loftet når det kommer til aktiviteter på festivalen, og både det skæve og traditionelle er velkomment. Den “blå tråd” skabes ved at alle aktiviteter i årets program har et fokus på havnen, enten i indhold eller i placering. Sammen aktiverer vi vores fælles, blå byrum!

Kulturhavn står klar med rådgivning
Er din idé ikke fuldstændig på plads endnu, er du i tvivl om nødvendige tilladelser, eller mangler du inspiration til samarbejdspartnere? Kulturhavn Sekretariatet står klar med sparring og rådgivning, og det anbefales altid at ringe til festivalens projektleder Esther Jexen Dall på telefon 51 52 72 89 for at tage en idésnak.

Fakta om Kultuhavn Festival 2021

  • Kulturhavn Festival 2021 afholdes 27. til 29. august og er som altid gratis at deltage i
  • Har du lyst til at deltage som kulturskaber via vores Open Call, kan du ansøge her: Søg Open Call
  • Har du flere spørgsmål, kan du dykke ned i FAQ’en lige her: FAQ for Open Call
  • Kulturhavn Festival arrangeres af Københavns Kommune. By & Havn er hovedsponsor