Det kommer til at emme af levet liv uden omsvøb, når tre gennemmusikalske skuespillere og en virtuos pianist fra 25. august 2022 står klar på Teatret ved Sorte Hest i deres egen nyskabte kabaret: INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG.

Det er ottende gang, at skuespillerne Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen spiller sammen i en forestilling, og med INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG realiserer de en fælles drøm om at skabe en dybt personlig, stærkt humoristisk og gennemmusikalsk kabaret om de granatchok, man modtager på sin vej igennem livet. Siden de var børn har de været fans af vores alle sammens Maria Stenz, og nu har de simpelthen lokket hende ud af kolonihavehuset, så de sammen kan indtage nyt land – før det hele er for sent.

De tre skuespillere har bidraget med deres egne livshistorier til et råt for usødet tekstunivers, som understreges af en favnfuld særligt udvalgte danske sange i nye poetiske arrangementer af den medvirkende pianist Olivier Antunes. Desuden har holdet allieret sig med den Reumertbelønnede instruktør og dramatiker Kamilla Wargo Brekling som instruktørkonsulent.