Udsatterådet i Region Hovedstaden har valgt ny formand, og det bliver forstander på Mændenes Hjem Ivan Christensen, der fremover kommer til at tegne rådet udadtil.

Ivan Christensen er til daglig forstander på Mændenes Hjem, der i mere end 100 år har drevet tilbud til socialt udsatte på Vesterbro. I dag tilbyder Mændenes Hjem en række social- og sundhedsfaglige ydelser til socialt udsatte, hjemløse og stofbrugere, fx herberg, bofællesskab, sundhedsklinik og stofindtagelsesrum.

Ivan Christensen har været med i det regionale Udsatteråd siden begyndelsen i 2019. Han takker afgående formand, forstander på Reden København Kira West, for indsatsen og glæder sig til at videreføre rådets arbejde for at sikre socialt udsattes stemme i regionens tilbud:

“Jeg glæder mig til at følge op på det store arbejde, som Kira har udført og følge arbejdet med de initiativer, som vi i rådet allerede har fået igennem. Vi repræsenterer i rådet en række brugerorganisationer og tilbud til socialt udsatte, der hver dag ser den virkelighed, som de mest udsatte mennesker i vores samfund lever i – hvor syge de er, og hvor svært det er for dem at få den behandling, de har brug for. Den viden skal vi bringe videre til politikerne i regionsrådet, så de udsattes stemme bliver hørt. Det arbejde glæder jeg mig til at stå i spidsen for”, siger Ivan Christensen.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) ser frem til samarbejdet med den nye formand og fortæller, at Udsatterådet allerede har fået indført mange konkrete forbedringer.

“Det er på Udsatterådets opfordring, at vi har afsat 10, 5 mio. kr. om året til socialoverlæger og socialsygeplejersker på både hospitalerne og i psykiatrien med særlig viden om, hvordan vi bedst behandler socialt udsatte i sundhedsvæsenet. Vi har også fået lavet faglige vejledninger til hospitalspersonalet, så sygeplejerskerne ved, hvordan de skal behandle smerter og abstinenser hos stofbrugere, der bliver indlagt på hospitalet,” siger Lars Gaardhøj (S).

Den nu afgående formand for Udsatterådet, forstander på Reden København Kira West, er blevet udpeget som formand for det nationale Rådet for Socialt Udsatte fra 1. januar 2022. Reden København udpeger et nyt medlem i Region Hovedstadens Udsatteråd.

Kilde.