Ukrainske flygtninge har lov til at tage deres kæledyr med til Danmark, men Fødevarestyrelsen stiller en række krav, først og fremmest for at undgå smitte med rabies.

Foto: ABW

I modsætning til i Danmark forekommer rabies i Ukraine. Rabies – også kaldt hundegalskab – er dødelig og kan smitte til mennesker ved bid og kontakt med spyt fra smittede dyr. Det har fået Fødevarestyrelsen til at kræve, at ikke-vaccinerede hunde, katte og fritter, som kan bære virussen, bliver registreret hos styrelsen. Herefter kan isolation og evt. rabiesvaccination af dyret komme på tale.

Dyrenes Beskyttelse er først og fremmest fokuseret på at hjælpe de dyr, der er kommet i klemme i krigen. Men i tilfældet med ukrainske flygtninge i Danmark, går hjælpen hånd i hånd med forebyggelse af smitte med blandt andet rabies. Foreningen er i dialog med Fødevarestyrelsen om, hvilken hjælp der kan blive brug for.

Hold øje med symptomer
Fødevarestyrelsen opfordrer alle til at holde øje med symptomer hos krigens dyr. Et smittet dyr kan vise ændret adfærd som for eksempel savlen, synkebesvær, stemmeforandring, urenlighed, uro, forvirret opførsel, raserianfald og angrebslyst, eventuelt afløst af perioder med sløvhed og tiltagende lammelser af især underkæbe og bagparti. Det er vigtigt straks at søge dyrlæge i disse tilfælde. Dyrlægen vil så tage kontakt til Fødevarestyrelsen, hvis mistanken ikke kan afvises.

Fugleinfluenza er en anden men mere generel bekymring i forbindelse med indførelse af kæledyr i Danmark. For kæledyrsfugle gælder, at de skal isoleres i bur i mindst 30 dage efter indførslen til EU/Danmark. Udviser de ikke tegn på fugleinfluenza efter den tid, udgør de ikke længere en risiko.

​Desuden anbefales det, at de personer, som er i kontakt med fuglene, ikke besøger eller har kontakt med fjerkræbesætninger i samme periode, som fuglen holdes isoleret.

Tegnene på fugleinfluenza er appetitløshed, nedsat drikkelyst og nogle gange pludselige dødsfald. Dødsfald kan ske uden varsel eller efter små tegn som nedstemthed, appetitløshed, pjusket fjerdragt og feber.

Kilde.