Et bredt flertal er enige om at afsætte endnu et trecifret millionbeløb og at sikre en række frihedsgrader i skoleåret 2021/2022 til skoler, uddannelsesinstitutioner og kommuner til at håndtere faglige udfordringer i grundskolen og ungdoms- og voksenuddannelserne. Det skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Foto ABW

På trods af, at alle elever er tilbage i klasselokalerne, og der gøres en stor indsats for, at få en god afslutning på skoleåret, er der for nogle elever stadig et fagligt efterslæb, der rækker ind i det kommende skoleår.

Derfor er Regeringen (Socialdemokratiet) og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet enige om at afsætte 295 mio. kr. til en opsamlende indsats i efteråret 2021 samt sikre en række frihedsgrader til skoler, uddannelsesinstitutioner og kommuner. Dette skal ses som supplement til den betydelige investering på i alt 600 mio. kr., der blev lavet med ’Aftale om håndtering af faglige udfordringer og indsatser for at styrke trivsel hos elever og kursister i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser’ frem mod sommeren 2021 af 18. februar 2021. Med aftalen af 1. juni 2021 forlænges også muligheden for at anvende disse midler til udgangen af 2021.

På folkeskoleområdet får skoler og kommuner mulighed for fortsat at gøre brug af en række frihedsgradere i det kommende skoleår fra corona-perioden. Det drejer sig om muligheden for at konvertere understøttende undervisning, for ikke at udarbejde elevplaner og kvalitetsrapporter, og at skolerne kan fravige målsætningen om, at lærerne skal have undervisningskompetence i de fag de underviser i.

Derudover afsættes særskilt 163 millioner kroner til uddannelsesforlængelser på erhvervsuddannelsernes hovedforløb og FGU, hvor det i særlig grad har været vanskeligt at undervise virtuelt i praktiske fag. Endvidere gives mulighed for en ekstra uddannelsesstart for dem, som allerede er startet 3 gange på et grundforløb. Udmøntningen af uddannelsesforlængelserne på erhvervsuddannelserne sker efter drøftelser med arbejdsmarkedets parter.

”Nedlukningen og mange måneder med nødundervisning og isolation har sat sine spor. Jeg er glad for, at vi har sat flere midler af og givet ekstra frihed, så rammerne er på plads for at samle op fagligt – også efter sommerferien,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

“Venstre støtter aftalen, men den rækker på ingen måde til alt det, der er behov for ude på landets skoler og uddannelsesinstitutioner. Vi har i den grad behov for at løfte faglighed og trivsel hos vores børn og unge, der har være hjemsendt fra skoler og uddannelse alt alt for længe. Og derfor er det godt med penge til at løfte det faglige efterslæb, sikre trivsel, elevdemokrati og erhvervsfaglige uddannelsesforlængelser og give mere frihed, men der er behov for mere og flere ressourcer. Og der er også behov for en målrettet og systematisk hjælp til de elever, der har allermest brug for hjælp for ellers svigter vi de elever og derfor kæmper Venstre videre for at styrke området,” siger undervisningsordfører Ellen Trane Nørby, friskole- og efterskoleordfører Kenneth Mikkelsen og idrætsordfører Stén Knuth (V).

“For Dansk Folkeparti har det været afgørende, at aftalen har fokus på at understøtte muligheden for et fagligt løft på flere områder. Specielt er vi glade for at give mulighed for ekstra tid på EUD og FGU, så de unge som går på disse uddannelser kan få mulighed for at få den nødvendige ekstra undervisning efter tiden med Corona nedlukninger,” siger uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

”Folkeskolerne får langt flere frihedsgrader i det kommende skole år, og det har været afgørende for SF. Det bliver muligt for skolerne at gøre skoledagen markant kortere og i stedet bruge ressourcerne på fx flere timer med to voksne i klassen. Samtidig afskaffer vi kravene og elevplaner og kvalitetsrapporter. Den øgede frihed skal give tid til at hjælpe de elever, der har brug for det i stedet for at fastholde skolerne i et bureaukratisk jerngreb,” siger undervisningsordfører Jacob Mark (SF).

“RV støtter mulighederne for at alle børn og unge i fællesskab kommer på fode igen efter coronaens dominans. Initiativerne skal støtte deres udvikling og dermed deres fremtid. RV påskønner, at partierne sammen løfter opgaven,” siger skoleordfører Marianne Jelved (RV).

“Det er fint, at vi med aftalen både sikrer større frihedsgrader, mulighed for uddannelsesforlængelser og midler til flere lærere og pædagogiske medarbejdere i skoler og fritidstilbud. Jeg glæder mig ikke mindst over, at vi giver skolerne mulighed for at afkorte skoledagen gennem en konvertering af al understøttende undervisning til bl.a. tolærerordninger. Enhedslisten havde gerne set, at der var blevet afsæt væsentlig flere midler børne- og undervisningssektoren, men det kunne der desværre ikke skabes enighed om,” siger undervisningsordfører Jakob Sølvhøj (EL).

“Konservative har fokuseret på at reducere fagligt efterslæb hos eleverne i folkeskolen – særligt hos de store elever. Af frihedsgrader er vi særligt glade for at det så tydeligt fremgår at skolerne kan konvertere al understøttende undervisning til mere faglighed eller en kortere skoledag,” siger undervisningsordfører Mai Mercado (KF).

Liberal Alliance og Alternativet står også bag aftalen.
Ud over de vide rammer for at tilrette undervisningen som skoler og institutioner allerede har, bliver en række særlige frihedsgrader fra indeværende skoleår forlænget, så de også gælder i skoleåret 2021/22. Det drejer sig for eksempel om, at skoler ikke skal udarbejde elevplaner og kvalitetsrapporter, at de kan fravige målsætningen om, at lærerne skal have undervisningskompetence i de fag de underviser i. Derudover får de gymnasiale uddannelser frihed til at flytte timer i de obligatoriske fag, der skal indgå i grundforløbet, som for eksempel engelsk og samfundsfag til et senere tidspunkt.

Indsatser til håndtering af faglige udfordringer mv.

Der afsættes en ramme på 295 mio. kr. i 2021 til håndtering af faglige udfordringer mv., herunder

  1. udvidede frihedsgrader i skoleåret 2021/2022
  2. ramme til skoler, SFO’er samt fritids- og klubtilbud mv. – 107 mio. kr.
  3. uddannelsesforlængelser og initiativer på eud – 121,9 mio. kr.
  4. uddannelsesforlængelser på FGU – 40,8 mio. kr.
  5. forlængelse af frist for tilskud givet med aftale af d. 18. februar 2021
  6. tilskud til Danske Skoleelever og elevorganisationerne på ungdomsuddannelserne – 10 mio. kr.
  7. ramme til fagligt løft på de gymnasiale uddannelser – 15 mio. kr.

Herudover pågår der pt. forhandlinger i regi af Erhvervsministeriet om blandt andet trivselsaktiviteter for børn og unge.