En 41-årig kvinde blev mandag sigtet for en række bedragerier ved at udnytte manglen på boliger i Københavnsområdet. Desværre er der mange boligsvindlere på spil.

Foto: ABW

Hvordan finder man et sted at bo i København, uden at det koster, så man er nødt til at gå fra hus og hjem? Det spørgsmål stiller mange tusinder årligt sig selv, særligt om sommeren hvor nye studerende flokkes til byen. Det giver desværre lidt for gode idéer hos nogle mennesker, som udnytter de boligsøgendes desperation til at svindle.

Mandag sigtede Københavns Politi en 41-årig kvinde for igennem fire måneder flere gange at have bedraget boligsøgende ved at indgå kontrakt om leje af kvindens bolig på Amager, modtage et depositum og så kort inden indflytningen at annullere aftalen uden at tilbagebetale det overførte beløb.

”Vi oplever desværre ofte denne type sager, hvor udspekulerede bedragere udnytter manglen på ledige boliger i København og omegn. Derfor vil vi også gerne benytte lejligheden til at dele gode råd til, hvordan man bedst muligt beskytter sig mod boligsvindlerne,” siger leder af Afdelingen for økonomisk kriminalitet 2 i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Peter Høholt.

De gode råd til, hvad man skal være opmærksom på, når man søger en lejebolig, kan læses via linket her.

Kilde.