Det er årstiden for de varme frakker og overtræksbukser, hue og vanter. Det er årstiden for varm kakao og masser af bevægelse og leg. Legepladsen på Sønder Boulevard er en fantastisk lille legeplads med det gode skib “Trinidad”, som er gået på grund og venter på hjælpen fra byens børn, som kan klatre og kravle løs uden risiko for at slå sig, da hele legepladsens underlag er lavet af det blødeste gummi.

Har I ikke været på besøg, så vid at dette herlige sted er tænkt som et lille stykke caribisk hav med masser af skønne sandbanker, der stikker op i den nye bypark, der løber ned gennem Sønder Boulevard.

Så skal der bevægelse og røde kinder på programmet, så kig forbi sørøver-legepladsen. Dit Vesterbro var forbi en kold og grå eftermiddag, men sjovt nok – solen skinnede alligevel, da børnenes latter lyste det hele op.

Vil I have et overblik over byens mange legepladser, så klik jer videre her. Vi ønsker jer god fornøjelse. Men husk den varme kakao.

Foto: ABW