Den nye cykel- og gangbro ved Langebro åbnede allerede i dag kl. 14, så københavnerne kan bruge den over sommeren.

København er for alvor ved at bliver broernes by, og i dag åbner en ny cykel- og gangforbindelse over Inderhavnen. Forventningen er, at broen vil blive benyttet af 10.500 cyklister og fodgængere dagligt. Broen bliver en del af den grønne cykelrute Amagerruten, og vil navnlig flytte cyklister fra ”store” Langebro, der ligger lige ved siden af. Men for mange vil den også udgøre et alternativ til Knippelsbro. Herudover er forventningen, at broen vil trække flere fodgængere fra Indre By ned ad Vester Voldgade, som kommunen i 2013 omdannede til en gade med bedre forhold for cyklister, fodgængere og ophold. Det skal medvirke til at skabe mere liv på havnekajen langs Det Kongelige Bibliotek, BLOX og Kalvebod Bølge.

”Lille Langebro er en flot gave til byen, og den bliver et stort plus for København. Broen vil give cyklister og fodgængere en tryg og hurtig forbindelse over havnen, og samtidig vil broen i sig selv blive et tilløbsstykke på samme måde som vores andre cykelbroer. Endelig kommer broen til at styrke den rekreative anvendelse af havnen yderligere,” siger stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).
Landingspladserne i hver ende af Lille Langebro er udformet med henblik på at undgå konflikter imellem fodgængere og cyklister. Af samme årsag blev der f.eks. tidligt i processen byttet rundt på cykelstien og gangarealet på broen af hensyn til landingen på Langebrogade på Christianshavn.

For at gaderne længere inde i byen på begge sider af broen skal kunne håndtere den forventede stigning i cykeltrafikken, har Københavns Kommune desuden afsat penge til seks såkaldte følgeprojekter, som Teknik- og Miljøforvaltningen har ansvaret for at udføre. To af projekterne er imidlertid ramt af anlægsloftet, hvorfor de er sat i bero indtil videre, mens to andre projekter er blevet standset, fordi entreprenøren på projekterne er gået konkurs.

Derfor må cyklisterne vente lidt på de planlagte forbedringer, men det er ikke noget, der påvirker åbningen af broen, og forvaltningen frygter ikke trafikkaos, fordi følgeanlæggene er forsinkede. Erfaringerne fra tidligere broåbninger og trafikændringer viser, at der vil være en indkøringsperiode, hvor trafikanterne skal vænne sig til nye forhold, og hvor der er ekstra stort behov for, at man viser hensyn til hinanden. Herudover vil Teknik- og Miljøforvaltningen løbende følge trafikafviklingen med henblik på at vurdere behovet for eventuelle justeringer.

På samme måde vil forvaltningen gennemføre årlige trafiktællinger på broen.

Lille Langebro vil blive lukket for cykler og fodgængere, når der skal åbnes for sejlads. Broåbningerne vil følge de samme regler, som gælder for de øvrige oplukkelige broer over Inderhavnen. Der kommer særskilt information om Lille Langebro på hjemmesiden, når Søfartsstyrelsen har godkendt broreglementet. Læs mere om hvordan vi åbner en bro.

Læs mere her.