Københavns børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager, roser trivselskommissionens fokus på fællesskab, bevægelse og foreningsliv som vigtige faktorer for at styrke børns og unges trivsel.

I dag præsenterer regeringens Trivselskommission en række anbefalinger til, hvordan trivslen blandt børn og unge kan styrkes.
Københavns børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsager (C), er særligt glad for det fokus, som kommissionen retter mod fællesskaber og foreningslivet, krop og bevægelse, forældreskabet anno 2025, børn og unges robusthed, og at flere unge skal i fritidsjob.
– Jeg er rigtig glad for, at kommissionen har øje for de fællesskaber, som skabes ved bevægelse og i foreningslivet. Gode oplevelser sammen giver en følelse af at høre til. Det er afgørende vigtigt i et børne- og ungdomsliv. Samtidig giver det en ansvarsfølelse at være en del af et fællesskab. Jeg håber virkelig, at anbefalingerne kan være med til at skubbe udviklingen i den rigtige retning.
Han hæfter sig samtidig ved, at anbefalingerne skal være med til at skabe flere nuancer i debatten om trivsel og mistrivsel, hvilket ifølge børne- og ungdomsborgmesteren er en afgørende forudsætning for, at trivslen blandt børn og unge kan løftes.
– Jeg håber, at anbefalingerne og de samtaler, som de giver anledning til, vil skabe klarhed og flere nuancer i debatten om børn og unges mistrivsel, så vi reelt kan gøre en forskel. Vi er mange, som skal være kloge på og arbejde sammen om de udfordringer, vi står med, og arbejdet er allerede i gang, uddyber Jakob Næsager.
Anbefalingerne spiller godt sammen med ny trivselsstrategi i Københavns Kommune
Københavns Kommune vedtog sidste år en ny, fælles trivselsstrategi på tværs af fire forvaltninger, der skal styrke børn og unges trivsel og sikre, at de får den nødvendige støtte hurtigst muligt.
Ifølge børne- og ungdomsborgmesteren spiller kommunens trivselsstrategi fint sammen med de anbefalinger, Trivselskommissionen i dag har præsenteret.
– Jeg ser mange overlap mellem det, Trivselskommissionen i dag har lagt frem, og den måde, vi allerede arbejder med trivsel på i København. Det er helt afgørende, at børn og unge får den rette hjælp så hurtigt som muligt. Ingen børn skal gå i lange perioder med ondt i maven over at skulle i skole, og det skal ikke først være, når børn får en diagnose, at de kan få den støtte, de har brug for.