Det er en af Københavns madscenes skarpeste profiler, der til sommer slår dørene op for en nyrenoveret Restaurant Glassalen i Tivoli.

I de ikoniske lokaler byder holdet bag restauranterne; formel B, Palægade, Uformel og Restaurant Sletten Tivolis gæster på traditionelt smørrebrød af høj kvalitet til frokost og klassisk gastronomi med et moderne twist til aften. Restaurant Glassalen åbner samtidig med, at Tivoli tager hul på sommersæsonen den 4. april.

Billede med folkene bag Restaurant Glassalen:
Øverst til venstre : Aleksandar Antonijevic.
Nederst til venstre: Martin Iuel-Brockdorff Bek
Øverst til højre: Rune Amgild Jochumsen
Nederst til højre: Kristian Arpe-Møller. Pressefoto Tivoli

Københavns restaurantscene er blandt de førende i verden og er i konstant udvikling. Kun de allerbedste formår at holde fodfæstet i den rivende strøm af fornyelse og udvikling. En af mastodonterne er formel family, som gennem mere end 20 år holdt stjernen og niveauet på deres 1-stjernede Michelin-restaurant formel B, mens søsterrestauranterne Palægade, Uformel og Sletten har cementeret deres status som både anmelderdarlings og gæstefavoritter i mellemprisklassen. Nu åbner formel B-gruppen en ny restaurant – og denne gang i en af byens mest ikoniske bygninger; Glassalen i Tivoli.

Bygget på mange års erfaring og succes
Målet med Restaurant Glassalen er at skabe en indbydende og tilgængelige restaurant, hvor maden er genkendelig, men med et moderne og stilistisk rent udtryk.

Selvom Glassalen bliver helt sin egen restaurant, kommer den til at trække på de erfaringer og succeser, som formel family har opnået gennem deres mere end 20 års restaurantdrift i København. Frokostkortet i Glassalen vil således være inspireret af Palægade, som de seneste år har cementeret sin plads på toppen blandt danske frokostrestauranter med en blanding af høj kvalitet, stolte traditionerne og et moderne præg. På Glassalens frokostkort kan man således forvente lignende nyfortolkninger af danske smørrebrødsklassikere, men med et større udvalg af egentlige frokostretter som tarteletter med kylling, schnitzel med brunet smør, majs og stikkelsbær og tatar med sprøde kartofler.

Kristian Arpe-Møller, som sammen med Rune Amgild Jochumsen, er grundlægger og medejer af formel B koncernen siger om Glassalen:

”Rune og jeg har altid drømt om det perfekte sted i Tivoli, og med Glassalen får vi mulighed for at kombinere vores erfaring fra formel B, Palægade og resten af formel family med en ramme, der emmer af historie og kultur.”

Uformel og kreativ aften
Når mørket falder på, og Tivolis tusinde lys bliver tændt, skifter menukortet på Glassalen karakter, og konceptet vil mere minde om det man kan finde på Restauranterne Uformel eller Sletten, hvor det klassiske bistrokøkken har fået et skud innovation og kreativ nytænkning. Fx vil man kunne opleve serveringer, der trækker inspiration fra Tivolis traditioner med små referencer til klassikere som soft ice og spanskrør, men udført på restaurantens egen måde.

Et par hurtige retter eller det store udtræk
Menuen i Glassalen er tilpasset både den erfarne gourmetgæst og dem, der blot ønsker en hyggelig middag i smukke omgivelser. Der vil således både være a la carte og en hurtig menu, til de gæster der fx skal ind og se en forestilling og derfor ikke kan sidde så længe, og så er der en stor menu, for dem, der gerne vil blive siddende og fordybe sig i maden og vinen.

Også i glassene vil man som gæst mærke, at Glassalen trækker på søsterrestauranternes styrker, og man kan således opleve et udvalg af vine fra Palægades og formel B’s legendariske vinkældre, samt et nøje udvalgt sortiment af øl fra mindre danske bryggerier som Ebeltoft Gårdbryggeri.

Rune Amgild Jochumsen, som er medejer og grundlægger af formel B siger:

”Vi brænder for at slå dørene op i Tivoli med samme filosofi, som er kendt fra alle vores restauranter, fokus på fantastiske råvarer, de bedste øl og vine i alle prisniveauer og et professionelt personale som er klædt godt på til at give gæsterne en god oplevelse.”

Lederteamet bag Restaurant Glassalen
Den daglige drift varetages af et stærkt og erfarent lederteam, der har dybe rødder i formel family-universet.

Martin Iuel-Brockdorff Bek, tidligere restaurantchef på Uformel, står i spidsen for gæsteoplevelsen i Glassalen. Med sin omfattende erfaring som sommelier og sin passion for værtskab og vin vil han sikre, at Glassalen leverer en restaurantoplevelse, hvor både service og stemning er i topklasse.

I køkkenet står Aleksandar Antonijevic, tidligere souschef på Palægade, som køkkenchef. Med erfaring fra bl.a. den trestjernede Michelin-restaurant L’Effervescence i Tokyo, samt en stærk forståelse for dansk og fransk gastronomi, vil han være drivkraften bag køkkenets ambitioner om at forene klassisk håndværk med moderne kreativitet.

Designet – Et gesamtkunstwerk i Tivoli
Restaurant Glassalen er indrettet af den danske designduo, Wernberg & von Sperling, der har skabt en harmonisk forbindelse mellem arkitektur, historie og gastronomi.

Med et ønske om at skabe et “gesamtkunstwerk”, hvor bygningens sjæl, Tivolis arv og den gastronomiske oplevelse smelter sammen, har duoen udviklet en indretning, der respekterer Poul Henningsens ikoniske genopbygning af Glassalen i 1946.

Designet trækker tråde til dansk møbeltradition og klassiske designere som Kaare Klint, Finn Juhl og Vilhelm Lauritzen, samtidig med at det afspejler Tivolis charmerende udtryk. Fra specialdesignede tekstiler i Tivoli-farver til belysning inspireret af Tivolis glaskupler, er detaljerne nøje gennemtænkt for at skabe en helhedsoplevelse, hvor æstetik og funktionalitet går hånd i hånd.

Masser af historie
Den nye restaurant i Glassalen står på skuldrene af flere elskede Tivoli-restauranter som Belle Terrasse, Brdr. Price og den Michelin-stjernede The Paul med Paul Cunningham bag komfuret, som alle har haft til huse i restauranten, som ligger i samme bygning som den ikoniske Tivoli-scene, hvor blandt andet Tivoli-Revyen kommer til at spille til sommer.

Den nye Restaurant Glassalen vil rumme cirka 100 gæster per seating.

Mikkel Ustrup som er high end-director i Tivoli siger om det seneste skud på Tivolis restaurant-stamme:

”Vi arbejder hele tiden på at hæve det gastronomiske niveau i Tivoli, og de seneste år har vi taget nogle gode skridt i den rigtige retning med nye restaurantåbninger, Tivolis Food Festival, Michelin pop-ups i Det japanske Tårn, vinsmagninger på højt niveau og pop-ups med nogle af verdens bedste barer. Med samarbejdet med formel family i Restaurant Glassalen tager vi endnu et stort skridt på vejen mod at gøre Tivoli til en gastrodestination. Det er nogle af landets dygtigste restauratører og kokke, vi får ind i Tivoli, som driver adskillige succesfulde restauranter og har fastholdt en Michelinstjerne i mere end 20 år. formel Bs profil er meget kompatibel med Tivolis, da de også er vant til at levere høj kvalitet i højt tempo, så vi glæder os til samarbejdet og til at byde Tivolis gæster tilbage i de ikoniske og nyrenoverede lokaler i Restaurant Glassalen”.

Tivoli og gastronomien
Tivoli er på en fortsat gastronomisk rejse, hvor målet er at blive en international gastrodestination, hvor maden trækker gæster til på samme måde som forlystelserne, haveanlægget og kulturen gør det. De seneste år har Tivoli derfor oprustet og har fx kunnet præsentere Havens gæster for en perlerække af Michelin-pop-up restauranter med både 1, 2 og 3 stjerner i Det japanske Tårn. Restauranter som slovenske Hisa Franko (***), Aska fra New York (**) Tyske Lafleur (**), den spanske mesterkok Paco Morales (***), danske AOC (**) og Grønlandske KOKS (**) er blot nogle af de navne, som har gæstet tårnet. Derudover har Tivolis gæster kunnet opleve en ny og større Tivoli Food Festival, hvor de dygtigste kokke, producenter og madnørder er inviteret ind fra hele landet til at fylde Haven med smagninger, workshops og markedspladser. Og så bliver der løbende holdt eksklusive events på Nimb, hvor gæsterne kan smage cocktails, vine og spiritus, man ellers ikke normalt kommer i nærheden af. Læg dertil, at det generelle niveau på restauranterne i Haven er blevet hævet løbende, blandt andet med de seneste tilføjelser; Restaurant Kilden, Færgekroen Mikkeller og nu altså formel family i Glassalen, og det er tydeligt, at Tivoli mener det alvorligt med gastronomien.

www.tivoli.dk