SommerKlassisk i Tivoli er tilbage med mere end 50 musikalske oplevelser henover sommeren.

Angel Blue, Rolando Villazón, András Schiff, Jonathan Tetelman, Augustin Hadelich, Jan Lisiecki, Nikolaj Szeps-Znaider, Elisabeth Leonskaja, Michala Petri, Andrè Schuen, Leonardo Capalbo, Christoph Gedschold, Seong-Jin Cho, Mathias Hammer og Frederik Cilius er blot nogle af kunstnere, som kan opleves på Tivolis scener til SommerKlassisk i Tivoli. Programmet er skabt i samarbejde med Tivoli Copenhagen Phil og rummer i år også en række nye formater og musikalske stjernefrø. Tivoli håber at fortsætte de seneste års tendens med, at flere tager ind og hører klassisk musik i forlystelseshaven.
Årets SommerKlassisk begynder den 15. maj kl. 19.30 med Mesterstykker
Sidste år var et godt år for klassisk musik i Tivoli, hvor det lykkedes at tiltrække – ikke bare flere – men også flere nye klassiske koncertgængere – altså gæster som ellers ikke går til klassiske koncerter. Den tendens håber forlystelseshaven på at fortsætte i 2025 og har derfor sammensat et program, som rummer formater for alle – alt sammen på højt kunstnerisk og musikalsk niveau.
Store klassiske navne
Programmet er domineret af nogle af de største stjerner på den klassiske musik-himmel. Salenes gæster kan således fx se frem til et genhør med operastjernerne Angel Blue og Jonathan Tetelman samt et sjældent besøg af den italienske violinist og dirigent Fabio Biondi.
En af sæsonens store koncerter bliver Verdis monumentale Requiem under ledelse af chefdirigent Christoph Gedschold, hvor den danske verdensstjerne Stephen Milling og flere af Danmarks førende kammerkor vil bringe værkets fulde kraft til live med Tivoli Copenhagen Phil, der kan opleves til alle TorsdagsKlassisk koncerterne.
I Tivolis Koncertsal kan man desuden opleve tre pianister i verdensklasse: den ungarske mester András Schiff, Schubert-entusiasten Elisabeth Leonskaja fra Østrig og den sydkoreanske virtuos Seong-Jin Cho.
Stjernestunder
Tivolis klassiske musikfestival; Stjernestunder vender også retur i år. I august kan man således komme helt tæt på musikken og stjernerne i Glassalen med kunstnere som violinisten Augustin Hadelich og tenoren Rolando Villazón. Under stjernestunder kan man også opleve Andrè Schuen, som sidste sommer gav en topanmeldt koncert i Tivoli. Festivalen byder også på særlige koncertoplevelser, hvor musik og fortælling smelter sammen. Det bedste fra La Traviata og den intense Kreutzer-sonaten byder på nye måder at opleve klassisk musik på, mens kunstnere som Lars Hannibal og Michala Petri, Kristian Leth og The Doric String Quartet og Nicolai Kornerup med Lotte Andersen skaber koncertoplevelser, der både underholder og giver stof til eftertanke.
Og igen i år åbner Tivolidørene til Koncertsalen med 19 Con Amore-koncerter med Danmarks dygtigste amatørensembler.
Nye formater
”Mesterstykker” vender retur – hvor Mathias Hammer i år leder publikum igennem udvalgte klassiske mesterværker med en særlig forbindelse til Tivolis historie. Også Musikduellen med Mathias Hammer og Frederik Cilius vender tilbage i år, ligesom de populære ønskekoncerter på Plænen med Phillip Faber og de åbne prøver med Tivolis symfoniorkester, hvor man kan få et unikt indblik i arbejdet bag et 70-personer stort orkester. Både Plænekoncerterne og de åbne prøver er inkluderet i entreprisen til Tivoli. Som noget nyt i år introducerer Tivoli også skolekoncerter specifikt rettet mod elever fra 4.-6. klasse, og så vil man til sommer kunne opleve MusikLabyrinten på Plænen, hvor børn og nysgerrige musikfans kan få den unikke oplevelse at gå rundt mellem musikerne, mens de spiller og mærke vibrationerne fra de mange instrumenter helt ned i maven. Børn kan tage på en spændende skattejagt gennem orkestret, finde og lytte til instrumenter og opleve, hvordan musikken bliver til.
Frederik Wiedemann, som er kulturdirektør i Tivoli, siger om det nye SommerKlassisk-program:
”Vi glade for at præsentere en ny sæson med klassisk musik, som både rækker ud til et mangfoldigt publikum og rummer store kunstneriske ambitioner med spændende formater og verdensstjerner på programmet. De seneste år er der kommet stadig flere gæster til den klassiske musik i Tivoli, og til nogle af vores mest populære koncerter er der en stor andel af gæsterne, som kun sjældent eller aldrig har været til en klassisk koncert før. Den udbredelse af musikken til flere vil vi meget gerne fortsætte i 2025, samtidig med at vi glæder os til at byde velkommen til de mange gæster, der ofte kommer i Tivoli for at opleve den klassiske musik i vores eventyrlige rammer.”
Jakob Holtze, som er musikchef for Tivoli Copenhagen Phil, siger om den kommende sæson i Tivoli:
”Det er virkelig en fornøjelse sammen med Tivoli at kunne byde publikum velkommen til en sommersæson 2025 spækket med noget af det bedste musik og de største internationale stjerner indenfor det klassiske repertoire – samtidig med, at vi folder musikken ud for både kernepublikummet og helt nye gæster gennem stærke fortællinger og forskellige indbydende koncertformater. Tivoli Copenhagen Phil et af Europas mest nyskabende symfoniorkestre og det er nogle af disse nyskabende greb og virkemidler, som vi trækker på også i denne kommende sæson, når vi sammen med Tivoli sætter barren ekstra højt – både hvad angår koncerternes kunstneriske niveau og ikke mindst i ambitionen om at nå endnu bredere ud med den gode musik.”