De sidste detaljer blev justeret på Nøddeknækkeren, da H.M. Dronning Margrethe tidligere i går den 27. november besøgte Tivolis Koncertsal, inden juleballetten har repremiere den 30. november.
Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag familieballettens scenografi og kostumer, mens Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen har skabt koreografien. Musikken er som altid Tjajkovskijs. Under dagens arbejdsbesøg var der blandt andet fokus på tjek af tre nye kostumer, som Dronning Margrethe har skabt til juleballetten. Samtidig med arbejdsbesøget i Tivoli blev det offentliggjort, at næste års store juleballet i Tivolis Koncertsal bliver Snedronningen, som Dronning Margrethe også har skabt kostumerne og scenografien til.
Som noget nyt i 2024 har Dronning Margrethe kreeret tre nye kostumer til Nøddeknækkeren, som består af tre dansende snurretoppe, som bliver vakt til live i andet akt af forestillingen, når Tivolis version af den kendte juleballet fra 2012 har repremiere i Tivolis Koncertsal den 30. november kl. 19.00. Dronning Margrethe har løbende arbejdet med justeringer og tilpasninger af scenografien og kostumerne til juleballetten, og det sidste kostume-tjek blev lavet i dag fire dage inden repremieren blandt andet af de tre nye kostumer. Nøddeknækkeren indeholder 104 kostumer pr. forestilling.
Foruden de tre nye kostumer, kan publikum se frem til nyt lysdesign af den finske lysdesigner Mikki Kunttu, der tidligere har samarbejdet med Den Finske Nationalopera og Ballet, Den Norske Nationalballet, Den Kgl. Danske Ballet og Boston Ballet, samt lavet lysdesign til Eurovision. Derudover kan publikum for første gang opleve Christian Øland som ny dirigent for Tivoli Copenhagen Phil dirigere musikken til Nøddeknækkeren, når 68 musikere fra Tivoli Copenhagen Phil får tonerne til Tjajkovskijs verdenskendte musik til at strømme ud over salen.
Tivolis version af den klassiske familieballet udspiller sig juleaften 1874 et sted i København. Det er sjette gang, at den anmelderroste juleballet opføres i Tivoli. Nøddeknækkeren har repremiere den 30. november kl. 19.00 og spiller i Tivolis Koncertsal frem til den 29. december.
Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen siger:
”Vi fik bl.a. testet de tre nye kostumer af, altså de dansende snurretoppe og det fungerede rigtig godt. Det er altid fascinerende at se tegninger på skitser folde sig ud som rigtige kostumer på danserne. Det gik alt sammen efter planen til sidste kostumetjek, og vi er nu stort set klar til repremieren på lørdag. Nu glæder hele holdet bag Nøddeknækkeren sig til at få publikum ind i salen efter mange dages intenst arbejde.”
Nyklassikeren Snedronningen bliver næste års store juleballet
Under dagens arbejdsmøde blev det også offentliggjort, at det bliver et gensyn med nyklassikeren Snedronningen, når Tivolis Koncertsal i 2025 slår dørene op til årets store juleballet for hele familien. Snedronningen bygger på H.C. Andersens tidløse eventyr om Gerda og Kays mange prøvelser og den iskolde Snedronning. Hovedkræfterne bag nyklassikeren er Oh Land, som har skabt musikken, koreograf Yuri Possokhov og Dronning Margrethe, som er den kreative kraft bag Snedronningens kostumer og scenografi. Repremieren på Snedronningen finder sted den 27. november 2025, og juleballetten kan opleves frem til den 21. december under Jul i Tivoli.
Youtube: https://youtu.be/WBlK6DS_v-k
Om Nøddeknækkeren:
Eventyret Nøddeknækkeren og Musekongen blev skrevet af den tyske romantiske forfatter E. T. A. Hoffmann i Berlin i 1816. I 1892 blev Alexandre Dumas den ældres version af historien sat i musik af Tjajkovskij og iscenesat som en ballet af balletmester Marius Petipa i St. Petersborg.
Tivolis version af Nøddeknækkeren er fra 2012. I Tivolis version af Nøddeknækkeren er karakteren Musekongen en Museheks. Nøddeknækkeren er en af verdens mest berømte balletter og tiltaler både børn og voksne.
Premiere: Den 30. november 2024 kl. 19.00
Spilleperiode: Den 30. november til den 29. december 2024.
Scene: Tivolis Koncertsal
Genre: Familieforestilling/Ballet
Aldersanbefaling: Fra 6 år og op efter.
Koreografi og iscenesættelse: Peter Bo Bendixen
Musik: Pjotr Tjajkovskij (Nøddeknækkeren, 1892)
Scenografi og kostumer: H.M. Dronning Margrethe
Orkester: Musikere fra Tivoli Copenhagen Phil
Dirigent: Christian Øland
Lysdesigner: Mikki Kunttu
Pris: Fra 240 kr. inkl. gebyr og entre til Jul i Tivoli
Forestillingen er muliggjort med støtte fra Augustinus Fonden.
Overblik over Dronning Margrethes forestillinger i Tivoli
2001 Pantomimeteatret: Kærlighed i Skarnkassen (også opført 2002 og 2005)
2005 Pantomimeteatret: Tommelise (også opført 2006, 2008 og 2011)
2007 Pantomimeteatret: Fyrtøjet (også opført 2008, 2012 og 2021)
2009 Pantomimeteatret: Svinedrengen (også opført 2010, 2015 og 2022)
2012 Tivolis Koncertsal: Nøddeknækkeren (også opført 2014, 2016, 2018, 2022 og 2024)
2013 Pantomimeteatret: Den standhaftige Tinsoldat (også opført 2014, 2018, 2019 og 2023)
2016 Pantomimeteatret: Askepot (også opført 2017 og 2020)
2019 Tivolis Koncertsal: Snedronningen (også opført 2021, 2023 og 2025)
2021 Tivolis Koncertsal: Snedronningen
2022 Tivolis Koncertsal og i Malmø Opera: Nøddeknækkeren
2024 Pantomimeteatret: Klods-Hans
2024 Tivolis Koncertsal: Nøddeknækkeren
2025 Tivolis Koncertsal: Snedronningen