Halloween åbner torsdag den 10. oktober. Uanset om man er til skræmmende gys eller til hyggelige stunder og stemningsfuld efterårsscenografi, er der godt nyt. Snart indtages Tivoli af hekse, rekordmange græskar, nye lys-installationer, DM i Kæmpegræskar, pop-up-restaurant, dobbelt op på scary houses samt nye halloweenscenografier.

Villa Vendetta – Foto – Jakob Melgaard

Halloweensæsonen kan for 19. gang i streg opleves i Tivoli fra den 10. oktober til og med den 3. november, med gang i alle Tivolis kendte forlystelser.

På 18 dage forvandles Tivolis nuværende sensommerudseende til efterårets farver for at bliver klar til Halloweensæsonen. Halloween er blandt Københavns store efterårstraditioner, som både danskere og turister samles om. Højtiden har for længst sat sit præg på resten af Danmark, hvor det er blevet almindeligt at se græskar pynte foran mange hjem. I år slår Tivoli også rekord med hele 22.100 græskar i alle størrelser fordelt i forlystelseshaven.

Gys i Det Hjemsøgte og Villa Vendetta
Tivolis prisbelønnede scaryhouse, Villa Vendetta, er klar til at skræmme livet af både store børn og teenagere med sin hyggelige, uhyggelige charme. Denne Halloween er der tilføjet endnu flere skrækindjagende overraskelser, så de mest hårdføre gæster kan få kuldegysninger på den 150 meter lange tur gennem 12 rum fyldt med uhygge fordelt på 800 mørke kvadratmeter.

Under den 110 år gamle Rutschebane lurer en lidt mere rå rædsel i Skærsilden, hvor “Det Hjemsøgte” har fået adresse. Her bliver gæsterne konfronteret med en uhyggelig operationsstue fra et hospital for mislykkede forsøg—en lidt mere gysende oplevelse, hvor de ildevarslende beboere kommer meget tæt på besøgende med hang til gys. Det Hjemsøgte er ekstraordinært åben under Halloween i Tivoli. Børn under 12 år har ikke adgang. Gæsterne er sikre på gys undervejs, og samtidig får de et forløsende grin efterfølgende, når de ser foto fra turen.

Ny lys-installation
I år får gæsterne bl.a. fornøjelsen af en helt ny lysinstallation i De hængende Haver, hvor hundredvis af lysende ildfluer svæver over græsset og bidrager til en fortryllende efterårsoplevelse. Tivolis lysdesigner Jesper Kongshaug blev i forbindelse med en lysfestival i Lyon i Frankrig så fascineret af disse funklende ildfluer, at han slog til med det samme, så gæsterne i Tivoli som de første i Danmark får den særlige lysoplevelse. I år slår Tivoli også rekord med hele 22.100 græskar i alle størrelser fordelt i forlystelseshaven.

Tivolis lysmester Jesper Kongshaug siger:

”Jeg blev fascineret af at se disse ildfluer funkle lige foran mig til en lysfestival i Lyon og glæder mig virkelig til at give denne fortryllende oplevelse videre til Tivolis gæster – voksne og børn. Det er ikke før set i Danmark: Hundredvis af små lys sitrer og bevæger sig lige over græsset i området bag Tivoli Søen ud mod H.C. Andersens Boulevard.”

Heksene flytter ind
Gæster til Halloween i Tivoli vil også blive mødt af drillesyge hekse, der er klar til at underholde barnlige sjæle. Ved Det store Springvand kan man udforske en 180 meter lang labyrint, som snor sig og fører til et mystisk heksetårn. Og for de lidt yngre gæster, der søger en ekstra dosis hyggelig uhygge, er den hjemsøgte gravplads ved Koncertsalen et must-see på ruten.

Udsigt til ny rekord: Danmarks største kæmpegræskar kåres 12. oktober
Lørdag den 12. oktober kl. 11:30 afholdes DM i Kæmpegræskar i Tivoli. Konkurrencen tiltrækker mange gæster, der kommer for at se de imponerende græskar af sorten Atlantic Giant. I 2020 blev både en dansk og en nordisk rekord forbedret, da Jens Peder Skønager fra Ribe stillede op med et græskar på hele 970,4 kg. Om der bliver sat en ny rekord i år, vil tiden vise—vejret har i hvert fald været godt for græskardyrkning. Der vil være deltagere fra hele Danmark.

Susanne Mørch Koch adm. direktør i Tivoli siger;

”Vi byder igen i år velkommen til Halloween, hvor gæsterne de kommende uger kan nyde efteråret og den magiske scenografering. Halloween har udviklet sig til en væsentlig og velbesøgt sæsonbegivenhed i Tivoli, som tiltrækker både danske og internationale besøgende. Tivoli har med løbende investeringer i den tilbagevendende Halloweensæson skabt nye efterårstraditioner, og vi glæder os over, at gæsterne har taget traditionerne til sig. Årets nyheder tæller bl.a. nye forestillinger i Salene, pop-up restaurant i Det japanske Tårn og en helt særlig lysoplevelse”.

  • Fun Facts om Halloween i Tivoli 2024
  • Tivoli åbner for 19. gang for Halloween
  • Det er 17 dage og 13 timer, at gøre klar til Halloween
  • 22.100 græskar er placeret rundt omkring i Haven, hvilket er rekord.
  • 180 meter lang labyrint.
  • 10.000 græsser, stauder, krydderurter, frugtbuske og -træer placeret i haveanlægget.
  • 225 m2 tage er blevet beplantet med blomster i efterårsfarver.
  • DM i Kæmpegræskar afholdes for 17 gang i år.
  • 20 gartnere, arbejdsmænd og tilriggere har arbejdet med gartnerdelen af Halloween i Tivoli.
  • DM i Kæmpegræskar afholdes i samarbejde med Husqvarna.

Halloween i Tivoli
Tivoli har altid haft behov for at udvikle sig. Det skete også i 2006, hvor Tivoli slog gitterporten op for den første halloween-sæson, der varede i 10 dage. Siden udvidedes sæsonen til 3 uger. På den måde rammer Halloween i Tivoli både danskernes og svenskernes efterårsferie. Første sæson blev besøgt af 250.000 gæster. I dag besøges Halloween i Tivoli af ca. en halv mio. gæster.

Tivoli har taget afsæt i en ærkeamerikansk tradition, men har fordansket den. Det har aldrig været meningen at overføre den amerikanske tradition én til én til danske forhold. I stedet fortolker Tivoli traditionerne og lader sig inspirere af de gamle, nordiske høstfester. Man har derfor valgt at præsentere ægte og autentiske scenografier og tableauer fremfor kunstige løsninger.

Åbningstider:
Søndag – torsdag kl. 11.00 – 23.00 – Fredag + lørdag kl. 11.00 – 24.00