Saveus sætter punktum for Fredagsrock 2024 den 20. september kl. 22.00 til hans eneste koncert i København denne sommer. Den populære sanger og sangskriver spiller helt nye numre, samtidig med at publikum kan opleve hans mange hits. Saveus er blot en af i alt 45 artister og bands, der i løbet af 2024 har spillet til Fredagsrock.

Pressefoto Rasmus B. S. Hansen

Efter en sommersæson, hvor både souldronningen Diana Ross, popdronningen Medina, funkdronningen Chaka Khan og superboybandet Take That har fyret den af på Plænen, lukker og slukker danske Saveus Fredagsrock 2024. Den danske sanger, som i civil hedder Martin Hedegaard, er især kendt for sange som Levitate Me, Ready To Die, Everchanging og Himalaya, men vil til koncerten også spille sin nye single Rush, som netop er udkommet efter to års stilhed fra kunstneren. Koncerten bliver hans eneste koncert i København denne sommer. Der hersker ikke tvivl om Saveus’ store musikalitet og kraftfulde stemme. Nogen vil endda gå så langt som at mene, at han er blandt de allerbedste mandlige sangere i Danmark.

Mens fredag den 20. september er årets sidste Fredagsrockkoncert, så lukker Tivoli for sommersæsonen den 22. september. Forlystelseshaven åbner først portene igen med Halloween i Tivoli den 10. oktober, som løber frem til den 3. november. Årets Fredagsrock-sæson var den 27. i rækken.

Saveus, der spiller årets sidste Fredagsrockkoncert, siger:

”Fredag den 20. september lukker og slukker jeg Fredagsrock i Tivoli. Det bliver en fuldstændig legendarisk koncert, hvor jeg skal spille ny musik, jeg har lavet i foråret. Jeg skal spille min nye single Rush, som lige er udkommet. Og så skal vi spille alle de andre sange, I kender. Det bliver rigtig fedt. Vi har glædet os helt sindssygt meget til det her hele sommeren. Sidst vi spillede i København, var det i Royal Arena. Nu er det Plænen i Tivoli!”

Marika Hakesberg, chef for Musik & Underholdning i Tivoli siger:

”Årets Fredagsrock-program skal afsluttes med manér, og Saveus er garant for en seriøs energiudladning med sine episke musikalske værker og intense liveoptræden. Vi takker af for i år med et brag af en koncert på Plænen!”

Blå bog

Pressefoto Saveus

Danske Saveus (f. 1992), med det civile navn Martin Hedegaard, kan både kalde sig sanger, sangskriver og producer. Han er oprindelig fra Ørum i Midtjylland. Med hits som Levitate Me, Ready To Die, Everchanging og Himalaya løftede Saveus sig op i den musikalske superliga. I 2018 åbnede han Roskilde Festivalens Orange Scene. I 2008 vandt han Danmarks første sæson af X Factor som blot 15-årig.

Når entréen til Tivoli er betalt, er der fri adgang til koncerten.

Som altid forbeholder Tivoli sig ret til at begrænse adgangen til koncerterne på Plænen, herunder introducere pladsreservation på enkelte koncerter, hvis det skønnes nødvendigt. Det bliver i så fald kommunikeret tættere på koncerten.

 Fredagsrock præsenteres i samarbejde med Royal Beer.