Tivoli tager del i fejringen af USA’s uafhængighedsdag med blandt andet amerikanske biler, jazzkoncert med amerikanske saxofonist Bob Rockwell og amerikanske hits på Plænen, sunget af Annette Heick, Zindy Laursen og Michael Carøe. Festlighederne finder sted torsdag den 4. juli og afsluttes med et farvefyldt fyrværkeri i røde, hvide og blå farver klokken 22.45.
Hvis man er til burgere, fede øser som en Cadillac, Buick eller Chrysler, jazzmusik og amerikanske pophits, så kan det være en god ide at lægge vejen forbi Tivolis fejring af den amerikanske uafhængighedsdag, 4th of July. Tivoli i København tilbyder nemlig, gæster en chance for at opleve den amerikanske nationaldag i danske rammer i forlystelseshaven.
Bilparade og udstilling
Klokken 12.00 kan gæster opleve en bilparade gennem Haven, hvor 27 ægte amerikanske biler fra 1940’erne, 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne kører ind ad Hovedindgangen og vil holde parkeret rundt omkring i Haven. Det er blandt andet muligt at opleve mærker som Ford, Chrysler, Buick, Cadillac, Oldsmobile og flere. Disse smukke biler vil være tilgængelige for nærmere besigtigelse frem til klokken 21.00, hvor man kan læse informationer om bilens historie og møde ejerne, inden de vil køre paradekørsel ud af Tivoli ved Tietgensgade.
Amerikanske hits på Plænen
Musikelskere kan se frem til en særlig oplevelses på Plænen, hvor Annette Heick sammen med Zindy Laursen, der tordnede ind på hitlisterne sammen med Cut ’N’ Move i 1992, og Michael Carøe, entertaineren der altid formår at underholde sit publikum, inviterer gæster til at synge med på nogle af de mest ikoniske pophits, der er en del af den amerikanske sangskat. Gæster kan forvente en aften i Tivoli med sus, swing og store sange i selskab med de tre danske artister, hvor kapelmester Peter Jensen og Tivolis Salonorkester sørger for musikken. Fællessangkoncerten begynder klokken 19.00.
Zindy Laursen siger:
”Jeg elsker Tivoli. Det er et stykke dansk kultur. Jeg spillede der for første gang i 1994 med Cut’N’Move og det var en af de største oplevelser i hele mit liv. Så i år er det faktisk 30 år siden jeg spillede der første gang. Det er meget specielt at stå på scenen og se den ikoniske baggrund, som Tivoli har.”
Michael Carøe siger:
”Jeg ser virkelig frem til at fejre 4th of July på Plænen i Tivoli. Det bliver en aften fyldt med de bedste amerikanske sange, og jeg glæder mig utrolig meget til at stå på scenen sammen med Annette og Zindy og synge sammen med alle gæsterne. Vi vil sørge for, at aftenen bliver særlig, så kom endelig, og syng med.”
Besøg fra USA
Når aftenmørket begynder at falde, fortsætter festlighederne med Tivoli Orkestret som – sammen med den amerikanske saxofonist Bob Rockwell – spiller 4th of July jazz klokken 21.30 ved Orangeriet. Tivoli får også besøg af Genevieve Libonati, der er rådgiver for politiske og økonomiske anliggender på den amerikanske ambassade i København. Genevieve Libonati vil holde den traditionsrige 4th of July tale på Plænen klokken 15.00.
Til slut danner nattehimlen over Tivoli baggrund, når et farvefyldt festfyrværkeri i blandt andet røde, hvide og blå farver kan ses over Koncertsalen klokken 22.45. Hermed sættes der punktum for dagens fejring af USA’s uafhængighedsdag i Tivoli.
Traditioner i USA
Fejringen af den 4. juli i USA er fyldt med en række traditioner. En kendt tradition er påklædningen som helst skal være i rødt, hvid og blåt, for at vise den nationale stolthed. Mange familier bruger lejligheden til at tage på ferie, ofte til sommerhuse ved kysten, mens andre deltager i lokale parader og begivenheder. Fyrværkeri er uden tvivl højdepunktet på dagen, hvor de spektakulære shows oplyser nattehimlen over hele landet, fra små til store byer.
Program for 4th of July i Tivoli
11.00 Tivoli åbner
12:00 Bilparade med 27 amerikanerbiler der kører gennem Hovedindgangen.
15:00 Genevieve Libonati fra den amerikanske ambassade i København holder tale.
18:30 Klods-Hans ballet på Pantomimeteateret.
19:00 Syng med på Plænen med Annette Heick, Zindy Laursen og Michael Carøe.
20:00 Pjerrot Vanvittig af Kærlighed på Pantomimeteateret.
21:00 Bilparade med 27 amerikanerbiler der forlader Haven ud mod Glyptoteket.
21:30 Bob Rockwell spiller 4th of July jazz med Tivoli Orkestret ved Orangeriet.
22:30 Tivoli Illuminationer med musik, ild, lasere, lys og røg ved Tivoli Søen.
22:45 4th of July fyrværkeri i røde, hvide og blå farver.