Tagterrassen på det nye mødested og madunivers i tre etager KAJEN på Fisketorvet er åbnet, hvor gæster sommeren igennem kan nyde maden fra de mange nye madkoncepter med udsigt over havnefronten og byen. Samtidig kan gæster nu få udendørsservering fra flere af madkoncepterne på nederste etage.

Pressefoto Fisketorvet – Kajen

Fisketorvets nye mødested og madunivers KAJEN har siden april serveret mad fra et hav af forskellige koncepter til de mange besøgende. Nu kan KAJENs gæster glæde sig over, at de i løbet af sommeren kan nyde maden sammen med en storslået udsigt over havnefronten.

“Vi er utroligt beærede over den måde, som vores gæster har omfavnet KAJEN, siden vi åbnede for blot et par måneder siden. Nu er sommeren så småt begyndt at vise sig, så vi er selvfølgelig rigtig glade for nu at kunne byde vores gæster op på tagterrassen til den fantastiske udsigt og give muligheden for udendørsservering på nederste etage ud til vandkanten, som vi synes tilfører et ekstra lag til oplevelsen på vores ambitiøse mødested,” siger Helle García Korndal, Head of Commercial Management hos Fisketorvet.

Foruden tagterrassen er der også åbnet for udendørsservering fra flere af madkoncepterne på den nederste etage, som forbinder KAJEN med Havnebadets bademuligheder. Med åbningen af tagterrassen og mulighed for udendørsservering på nederste etage markerer Fisketorvet næste trin i udviklingen af KAJEN, som har været undervejs i flere år.

Vil tiltrække endnu flere gæster
Tagterrassen måler hele 426 kvadratmeter og byder på siddepladser med fantastisk udsigt over Københavns Havn. Her har KAJENs gæster mulighed for at nyde mad og drikke fra de mange forskelligartede koncepter fra alle tre etager. Med disse nye muligheder håber Helle García Korndal, at mange københavnere vil lægge vejen forbi KAJEN i løbet af sommeren.

“For os repræsenterer navnet KAJEN både mødestedet, hvor man lægger til, vandet og udsigten. Det føler vi i endnu højere grad kommer til sin ret nu med åbningen af tagterrassen og muligheden for udendørsservering på nederste etage. Vi vil fremover og løbende invitere til forskellige aktiviteter, oplevelser og fællesskab på KAJEN, som efterlader gæsterne med gode minder og lysten til at komme tilbage. Jeg glæder mig til at se dette næste trin i udviklingen af KAJEN,” siger Helle García Korndal.

Københavnerne og gæster i byen kan i dag nyde godt af mere end 30 forskellige madkoncepter fra streetfood til casual dining, nu med en endnu mere fantastisk udsigt over havnefronten og byen.

Den 20. juni fra kl. 15:00-20:00 kan københavnere og gæster i byen være med til fejringen af KAJENS sommeråbning, hvor der vil være spændende aktiviteter og mulighed for at udforske de mange madkoncepter.