Legendariske Copenhagen Tweed Ride indtager igen København.
Lørdag d. 9. september indtager Copenhagen Tweed Ride endnu en gang gaderne, når velklædte gentlemen og vintageklædte kvinder cykler gennem byens gader og stræder. Som altid vil turens hovedsponsor, Hendrick’s Gin, stå for servering af klassiske og velsmagende cocktails undervejs.
Den ikoniske tur med Copenhagen Tweed Ride løber af stablen igen i år til stor begejstring for nostalgiske tweed-entusiaster. Cykelturen byder på masser af hygge, god stil og velsmagende
Hendrick’s cocktails til pauserne. Det er, hvad man kan forvente, når hele feltet triller gennem København og vækker minder fra en svunden tid.
Mærk historiens vingesus, mens hjulene triller igennem København
Copenhagen Tweed Ride tager sine deltagere gennem hovedstadens grønne oaser, brostensbelagte gader og populære hotspots med deltagere, der er iklædt alt fra sixpence og seler
til blomstrende kjoler og smukke hatte, som en hyldest til en historisk tid.
Copenhagen Tweed Ride er en tilbagevendende cykeltradition, hvor dresscoden blandt andet lyder på vintage og tweed. Som deltager kan man glæde sig til at få talrige kilometer i benene i et roligt cykeltempo, hvor alle kan være med. Midt på ruten afholdes en hyggelig picnic, hvor der bliver serveret forfriskende Hendrick’s Gin og Tonic, som man kan nyde i det gode selskab.
Præmie for dagens bedste påklædning
På turen uddeles en præmie for bedste påklædning i vintagestil. Så find dine stemningsfulde veste, hatte, kulørte silketørklæder og blomsterkjoler frem, så du kan cykle gennem byen i god stil og være med i opløbet om at vinde prisen.
Copenhagen Tweed Ride handler dog ikke blot om velekvipering, tern og vintage. Det handler i høj grad også om at sætte fokus på den gode tone på cykelstien og at skabe smil og glæde blandt både medtrafikanter og tilskuere.
Hvis du vil med på en begivenhedsrig cykeltur i sensommersolen og mærke stemningen fra dengang det hed Kongens København, kan du tilmelde dig her. Husk at medbringe din egen
jernhest.
Hvad: Copenhagen Tweed Ride 2023
Hvornår: Lørdag d. 9. september 2023 kl. 9.00-21.00.
Hvor: Københavns gader. Selve ruten er hemmelig indtil på dagen, hvor den offentliggøres på
Copenhagen Tweed Ride’s Facebook. Turen starter på Nytorv, 1209 København.
Læs mere om Copenhagen Tweed Ride og find yderligere information her: copenhagentweedride.nemtilmeld.dk eller copenhagentweed.dk