De seneste knap to år har der bygget sig en konkursbølge op i dansk erhvervsliv, men de sidste par måneder er der tegn på stabilisering og lette fald i antallet af konkurser. Det er også tilfældet i juni, hvor faldet er syv procent.

Inflations- og energikrisen har været udfordrende for en del virksomheder inden for blandt andet handel, restauration og byggeri, og derfor har vi de seneste par år set flere og flere konkurser blandt aktive virksomheder hver måned. Nu kan det være, vi har set toppen af konkursbølgen, og at antallet af månedlige konkurser begynder at falde igen.

Nye konkurstal for juni 2023 fra data- og analysevirksomheden Experian viser et fald i antallet af konkurser sammenlignet med samme måned sidste år. Det er et fald, der kommer ovenpå flere fald de seneste måneder. I juni 2023 gik 593 virksomheder i Danmark konkurs – forrige år var tallet 639. Det svarer til en nedgang på cirka syv procent.

– Konkurstallene er fladet ud og begyndt at vise tegn på en nedadgående tendens, når vi ser på udviklingen over mange måneder. Det er positivt, men vi kan ikke afblæse risikoen for, at der kommer flere konkurser til, og at det samlet set vil sende tallene op igen, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian.

I 2022 var en del af konkurserne relateret til afskaffelsen af IVS-ordningen, og hvis du renser for disse konkurser, hvor mange virksomheder reelt var tomme skaller, er vi ifølge Bo Rasmussen stadig på samme niveau som de seneste fire-fem måneder.

Usikkerhed kalder på kreditvurdering
Han pointerer, at virksomheders kreditpolitik skal tage hensyn til de aktuelle usikkerheder i samfundsøkonomien. Samtidig skal finansvirksomhederne fortsat yde ansvarlig långivning, når virksomhederne kommer med ønsker om kredit.

– Det er naturligvis altid vigtigt, at dine kunder kan vedligeholde og betale lån tilbage. Men med den aktuelle usikkerhed med flere konkurser er det særlig vigtigt. Det er sandsynligt, at flere virksomheder kommer i klemme med restancer de kommende kvartaler, advarer Bo Rasmussen.

Om Experian
Experian er verdens førende leverandør af data- og analysetjenester. Under livets store øjeblikke – fra at købe et hjem eller en bil, til at opstarte en forretning- giver vi forbrugere og vores kunder mulighed for at administrere deres data med tillid.

Vi hjælper enkeltpersoner med at tage økonomisk kontrol og få adgang til finansielle tjenester, og virksomheder til at træffe bedre beslutninger. Vi hjælper långivere med ansvarlig långivning og organisationer og virksomheder med at forhindre identitetssvig og kriminalitet.

Vi har 21.700 kollegaer, der opererer i 30 lande, og hver dag investerer vi i nye teknologier, talentfulde mennesker og innovation for at hjælpe alle vores kunder med at maksimere enhver mulighed. Vi er noteret på London Stock Exchange (EXPN) og er en fast bestanddel af FTSE 100-indekset.

Lær mere på http://www.experian.dk eller besøg vores globale nyhedsblog for at få de seneste nyheder og indsigter fra vores verden.

Pressemeddelelse. 

Foto ABW