Leg, bevægelse og socialt samvær er i centrum, når FerieCamp inviterer til påskeferie med fuld fart på aktiviteterne i hele København. Det koster ikke noget at være med.
Parkour eller panna? Smykkeværksted eller skateboarding? Det hele – og meget mere til – er at finde på programmerne til årets FerieCamps i påskeferien i København.
Påsken er i sigte, og det betyder traditionen tro, at kulturhuse, idrætsfaciliteter og foreninger inviterer børn og unge i alle aldre til FerieCamp med idræt, leg og kreative værksteder fordelt på 13 camps i 10 bydele. Påskeferiens FerieCamps finder sted 3.-7. april 2023.
To af de 13 camps har et særligt fokus. I Valby er der FerieCamp kun for piger mandag til onsdag, mens Street Under Buen inviterer til FerieCamp med fokus på gadeidræt hos URBAN13 under Bispeengbuen mandag til fredag.
”Street Under Buen er et unikt urbant projekt, der bl.a. kombinerer et gadeidrætsanlæg og et foreningsnetværk. Igennem selvorganiseret idræt skaber vi et frirum for unge mennesker, og vi ser, at det kan det være med til, at de udvikler sig og bliver en del et større fællesskab. På FerieCamp i påskeferien inviterer vi alle ned til en uge fyldt med fede aktiviteter og god stemning”, fortæller Reda M’Barek, som er formand for Street Under Buen og medstifter af foreningen Street Society, som er en af de mange foreninger, der holder til hos Street Under Buen.
Det koster ikke noget at deltage i aktiviteterne og kræver ikke tilmelding at være med, medmindre andet fremgår af programmet.
Om FerieCamp i påskeferien
- FerieCamp er Københavns Kommunes gratis tilbud om kultur- og idrætsaktiviteter i skoleferierne for alle børn og unge. Der er FerieCamp i de fem store skoleferier.
- FerieCamp i påskeferien foregår fra mandag d. 3. april til fredag d. 7. april 2023.
- I Valby holder Vigerslev Bibliotek FerieCamp kun for piger. Campen foregår d. 3. til 5. april. På campen kan piger være med til bl.a. kampsportsgrenen aikido, dans, fodbold og basket.
- Der afholdes et brag af FerieCamp hos Street Under Buen med fuld fokus på gadeidrætten. Campen foregår d. 3. til 7. april, og her kan alle børn og unge være med til boldspilsgrene som street futsal, panna og teqball – og for pigerne er der bl.a. arrangeret ”Ladies jam” med basket og street café
- Aktiviteterne på FerieCamp er for børn og unge mellem 3 og 17 år. Bemærk, at der kan være aldersbegrænsning på aktiviteterne, i så fald vil det fremgå af de enkelte programmer.
- Aktiviteterne kræver ikke tilmelding, medmindre andet står i programmet.
- I påskeferien er der 13 forskellige FerieCamps i 10 bydele fordelt over hele København: Tingbjerg, Husum, Bellahøj, Bispebjerg, Østerbro, Ydre Nørrebro, Indre Nørrebro, Amager Øst, Amager Vest og Valby.