Vesterbro Lokaludvalg har samlet mødets forslag og perspektiver i en ny rapport.
Op mod udarbejdelsen af lokalplanen for Godsbaneterrænnet / den kommende Jernbaneby har de valgt at sætte fokus på nogle af de områder, de synes er særligt vigtige for at Vesterbros kommende byområde kan blive en leve- og bæredygtigt del af Vesterbro.
Det har de bl.a. gjort ved at afholde to ambitiøse dialogmøder med deltagelse fra grundejere, COBE, kommunens forvaltninger, professionelle aktører med indsigt i byrum og allerede engagerede borgere
I november 2022 inviterede de til dialogmøde om håndværk og kreative virksomheder som bærende element i Jernbanebyens identitet. Og i slutningen af januar var emnet for endnu et dialogmøde, hvordan vi skaber gode byrum og liv mellem husene i den kommende ’Jernbaneby’?
Udfordringen for Jernbanebyen bliver at finde den rette balance mellem det programmerede, det der står med paragraffer i lokalplanen, og samtidig give plads til den mere organiske og spontane udvikling. Jeg drømmer jo også om, at der skal være plads til de kreative erhverv og at vi tør skubbe til, ’pleje’ siger Camilla van Deurs – Stadsarkitekt
Som en af deltagerne ved mødet formulerer det herover, så er udfordringen lige nu at få lokalplanens rammer formuleret på en måde, så de ikke bliver en hæmsko for det, vi ved, kan være med til at skabe det gode og imødekommende byrum.
Hvordan skaber vi liv ikke kun inde i husene, men også imellem husene?
Med udgangspunkt i dette dilemma inviterede de deltagerne ved mødet til at diskutere deres erfaringer med, hvordan de gode og fællesskabs-favnende byrum skabes.
Følgende er målsætninger nævnt på mødet, og er greb som de ved kan være med til at gøre en forskel, når det gælder livet og fællesskaberne mellem husene:
- at give plads til det stilfærdige og hemmelighedsfulde, parallelt med det levende og sociale.
- at give plads og rum til nye organiserede og uorganiserede fællesskaber
- at understøtte byliv og aktivitet i området
- fokus på den vilde natur og den store mangfoldighed
- fokus på forskellige typer byrum fra privat – semiprivat – offentligt
- at skabe rum for tryghed og ophold
Med disse punkter og erfaringer som udgangspunkt har de formuleret deres forslag og perspektiver til, hvordan de i Jernbanebyen netop får skabt de ambitiøse og fællesskabs-rummende byrum. For hvis man vil det gode byliv med de gode fællesskaber, så er det her fundamentet.
Deres ambition for udviklingen af Godsbaneterrænet
Bag de nævnte målsætninger ligger deres overordnede ambition for udviklingen af Godsbaneterrænet. Deres vision for byrum og det levede liv mellem husene hviler her på tre ben.
- Områdets kulturarv som betydende på identitet, sammenhold og respekt
- Der er behov for at byen og københavnerne kan ånde, dvs. der skal være plads til grønne og rekreative arealer
- Der skal være plads og faciliteter til at fællesskaber og rekreativ udfoldelse kan trives, det gælder både de planlagte og de ikke-planlagte møder og aktiviteter.
Det mener de er vigtigt for, at Jernbanebyen kan blive et sted med PLADS TIL AT VÆRE MENNESKE I STORBYEN
Rapport om dialogmøde om byrum og livet mellem husene på Godsbaneterrænet