To borgmestre klapper i hænderne over, at der med det netop vedtagne budget er fundet penge til, at skolevejene omkring Harrestrup Å Skole i Valby bliver gjort mere sikre, og at sidste etape af Istedgade kan gøres færdig.
Sikkerhed og tryghed omkring skolerne er en mærkesag for teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL). Derfor glæder de hun sig over, at det nu er lykkedes at finde penge til at gøre skolevejen mere tryg for skolebørn ved områder på Vesterbro og i Valby, som længe har hungret efter forbedringer:
“Bedre cykelforhold er jo ikke kun sundhed og co2-reduktion. Det handler i høj grad også om at skabe større tryghed og sikkerhed for de bløde trafikanter, og ikke mindst for byens børn. En af grundene til at færre cykler i København er, at forældre vælger cyklen fra og kører deres børn i skole, fordi de ikke oplever skolevejen som tryg. Den tendens skal vi have modarbejdet, og det kan vi kun gøre ved at gøre skolevejen tryg. Derfor er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at finde midler til de to vigtige indsatser.”
På Istedgade er der afsat 12,9 mio. kroner til at etablere cykelstier på den sidste etape – strækningen mellem Enghavevej og Flensborggade – og dermed få afrundet en sanering af Istedgade, der har været undervejs i flere år.
Ved Harrestrup Å Skole bliver der blandt andet etableret signalregulering i krydset mellem Retortvej og Værkstedsvej, og der etableres cykelstier og midterheller på Retortvej. Der bliver yderligere lavet fartdæmpende initiativer såsom vejindsnævringer på Folehaven, Blommehaven og Kirsebærhaven. I alt er der sat 14,6 mio. kr. af i budgettet.
Også børne- og ungeborgmester Jakob Næsager (K) er begejstret for de to indsatser:
“Det er helt afgørende for mig, at københavnske skolebørn trygt kan komme i skole uden at krydse meget trafikerede veje. Selv de mindste skoleelever skal kunne finde vej til skole på cykel eller gåben uden at frygte biler og tung trafik. For at børnene skal være mere selvhjulpne i deres hverdag, er det også afgørende, at forældrene kan vinke farvel til deres børn om morgenen uden at bekymre sig, om hvorvidt de kommer sikkert frem. Derfor er jeg over glad og stolt over, at vi med budgetaftalen 2023 har prioriteret at sikre børnenes vej til skole.“
Skolevejstiltagene ved Harrestrup Å Skole forventes færdiganlagt ultimo 2025, mens cykelstien på Istedgade forventes klar til ibrugtagning medio 2026.