Børne- og Ungdomsudvalget opfordrer forældre, som har mulighed for det, til at holde deres børn hjemme fra daginstitution fra på mandag. Børne- og Ungdomsudvalget har under sit udvalgsmøde onsdag den 16. december haft situationen med COVID-19 på dagsordenen. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Som følge af det store smittetryk i Københavns Kommune har udvalget truffet en enstemmig beslutning om at sende en appel til forældre, der har børn i daginstitution i København: Lad dit barn få en tidlig juleferie fra og med mandag 21. december, hvis du har mulighed for det. Og hold helst barnet hjemme til og med søndag den 3. januar.
Udvalgets medlemmer var alle enige om, at det er af afgørende betydning, at alle københavnere hver især er med til at stoppe smittekæderne og få det høje smittetal ned. Så mange som muligt skal have en tryg jul, og forældre med børn i vuggestue eller børnehave i København kan bidrage til dette ved at holde barnet hjemme fra mandag og samtidig fortsat huske de gode råd om høj hygiejne, sikker afstand, begrænsning af sociale kontakter etc.
Det skal i den forbindelse understreges, at hvis man har et behov for pasning, så holder institutionerne stadig åbent de dage, som de hver især tidligere har meldt ud.
Udvalget bad desuden om, at det bliver kommunikeret til byens folkeskoler, at skolerne kan udskyde den fysiske skolestart for elever i 5.-10. klasse til den 11. januar 2021, hvis skoleledelserne lokalt vurderer, at dette er hensigtsmæssigt fremfor en skolestart for alle elever den 4. januar.
Elever i 0.-4. klasse skal efter planen møde ind til fysisk undervisning den 4. januar.
Forældre til skolebørn i 5.-10. klasse vil inden juleferien blive orienteret via Aula om, hvorvidt deres børn skal have virtuel eller fysisk undervisning den første uge efter ferien. Forældre til de yngre skolebørn skal ligeledes holde sig orienteret via Aula, mens forældre til børn i daginstitution informeres via KBHbarn, hvis der sker ændringer, som vedrører deres barns institution.
Forældre skal rette konkrete spørgsmål til lederen på deres barns skole eller institution. Der er på kk.dk løbende opdateringer om, hvordan situationen med corona påvirker livet i København.
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutninger er truffet ud fra de omstændigheder iht. smittetryk og myndighedsrestriktioner, der var gældende onsdag den 16. december.
Der lyder fra udvalgets medlemmer en dybfølt tak til de mange – medarbejdere som ledere – der i år har arbejdet i coronaens skygge. Viljen og evnen til omstilling har været stor, og det har været imponerende at følge, hvordan man lokalt har knoklet og lavet løsninger, der har sikret byens børn og unge en god og tryg dagligdag trods de omskiftelige tider.
Udvalget retter også en stor tak til de københavnske forældre for deres store fleksibilitet og tålmodighed i en svær tid. Børnene og de unge skal ligeledes have ros. De har håndteret corona-hverdagens udfordringer utroligt flot.
Børne- og Ungdomsudvalget ønsker alle en glædelig jul og et godt – og forhåbentligt roligt – nytår.