Borgerrådgiveren har stillet spørgsmål til Teknik- og Miljøforvaltningen efter dom fra Højesteret om fritagelse for gebyr for erhvervsaffald. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Ved Højesterets dom af 7. december 2020 fik en erhvervsdrivende medhold i, at Københavns Kommune skal tilbagebetale et opkrævet beløb i en konkret sag, og Højesteret anfører, at kommunens praksis ”… ikke var i overensstemmelse med retsgrundlaget, idet den var egnet til generelt at afskære en række virksomheder, som det efter miljøbeskyttelseslovens forarbejder har været tilsigtet at fritage for gebyr, fra at opnå en sådan fritagelse.”
I en nyhed på www.kk.dk af 7. december 2020 anfører forvaltningen blandt andet følgende med henvisning til dommen: ”Københavns Kommune fulgte reglerne, da den, i lighed med landets øvrige kommuner, opkrævede erhvervsaffaldsgebyrer med udgangspunkt i en statslig bekendtgørelse i perioden 2011 til 2019. Det har Højesteret netop afgjort.”
Borgerrådgiveren har sammenholdt Højesterets dom, nyheden på kommunens hjemmeside samt Borgerrådgiverens rapport fra november 2015 om forvaltningens sagsbehandling i sager om fritagelse for affaldsgebyrer og er på den baggrund kommet i tvivl om forvaltningens forståelse af dommens betydning og rækkevidde.
Borgerrådgiven har stillet spørgsmål til Teknik- og Miljøforvaltningens information på kommunens hjemmeside og til fremadrettede initiativer og opfølgning i anledning af dommen og vil efter forvaltningens besvarelse tage stilling til, om der er grundlag for at føre tilsyn med forholdene.
Læs Borgerrådgiverens brev til Teknik- og Miljøforvaltningen af 10. december 2020