På grund af det stigende smittetryk med Covid-19 er kravet om brug af mundbind eller visir i al kollektiv transport inklusive taxi og færger samt på stationer over hele landet forlænget til den 2. januar 2021. Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Siden lørdag den 22. august 2020 har alle passagerer og ansatte, der ikke er helt afsondret fra passagerne, båret enten mundbind eller visir i den kollektive transport eller ved ophold på en station mv. Mundbindskravet er på grund af den seneste tids stigning i smittetrykket nu forlænget indtil den 2. januar 2021. Kravet skal være med til at holde smittespredningen nede.
– Det er vores alles ansvar at passe på hinanden, og det gælder selvfølgelig også i den kollektive trafik. Kravet til mundbind er derfor blevet forlænget, for hvis vi ikke passer på og bliver ved med at holde afstand, spritte af og følge råd og vejledninger, så risikerer vi en situation, hvor samfundet må lukke mere ned. Det er en situation vi vil undgå, så vi må indstilles os på, at mundbind i den kollektive trafik er virkeligheden en rum tid endnu, siger transportminister Benny Engelbrecht.