Det fortsat høje smittetal i samfundet betyder, at de midlertidige og tidsbegrænsede opholdsforbud i Kødbyen og Nørrebroparken forlænges. Samtidig bevares de nuværende advarselszoner. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
På grund af de fortsat høje smittetal forlænger Københavns Politi det periodiske opholdsforbud i Kødbyen frem til onsdag den 14. oktober 2020. Opholdsforbuddet omfatter Flæsketorvet samt Kød-, Slagter- og Høkerboderne og gælder fra kl. 22 til kl. 02.
Samtidig forlænges det periodiske opholdsforbud i dele af Nørrebroparken, så det gælder i følgende periode:
Torsdag den 8. oktober fra kl. 18.00 til fredag den 9. oktober kl. 02.00
Fredag den 9. oktober fra kl. 18.00 til lørdag den 10. oktober kl. 02.00
Lørdag den 10. oktober fra kl. 18.00 til søndag den 11. oktober kl. 02.00
For den del af Skateparken, der ligger umiddelbart foran Café Friheden, vil opholdsforbuddet være gældende i tidsrummet kl. 22.00 til 02.00 de pågældende dage.
»Vi er desværre stadig i en alvorlig situation med mange syge borgere, og derfor holder vi fast i de midlertidige restriktioner, vi har indført. Også i den kommende weekend vil vores betjente være markant til stede i byen, og jeg opfordrer alle til at udvise ansvarlighed, så vi kan begrænse risikoen for smittespredning. Opskriften er at holde afstand, undgå store forsamlinger, droppe festerne og gå hjem, når byen lukker ned kl. 22,« siger politidirektør Anne Tønnes.
Advarselszoner
Foruden opholdsforbuddene er der i byen fortsat en række advarselszoner, som er områder, politiet holder ekstra øje med. På listen er Kongens Have, dele af Fælledparken, Islands Brygge, Dronning Louises Bro, området ved Sandkaj og Göteborg Plads, Vestergade og en del af Gothersgade, hvor der ligger mange beværtninger, og hvor mange mennesker ofte færdes i aften- og nattetimerne.