Nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af narkotikarelaterede dødsfald i 2019 ligger på samme niveau som 2018 og 2017. Derudover er det positivt, at gennemsnitsalderen ved dødsfald fortsætter med at stige. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
I 2019 mistede 265 personer i Danmark livet som følge af narkotika. Der er tale om en mindre stigning, som dog ikke er statistisk signifikant, og antallet er dermed på samme niveau som de senere år. I 2016 var antallet 279 og i både 2017 og 2018 i var det 256.
Rapporten viser samtidig en stigning i gennemsnitsalderen ved narkotikarelaterede dødsfald. Gennemsnitsalderen er steget fra 42 år i 2018 til 43,3 år i 2019.
”Det er positivt, at gennemsnitsalderen fortsat stiger, fordi det viser, at der i højere grad bliver taget hånd om stofbrugerne. Vi så helst, at vi kunne nedbringe antallet af dødsfald yderligere, og det er et område vi følger tæt. Der er stadig behov for bred information om stoffernes farlighed, en forebyggende indsats for at færre begynder at tage stoffer og et stort fokus i kommunerne på at reducere narkotikarelaterede skader,” fortæller chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Kari Grasaasen.
Det europæiske narkotikaovervågningscenter udgav for nyligt deres årsrapport over narkotikasituationen i EU, Norge og Tyrkiet, som viser at antallet af narkotikarelaterede dødfald også ligger på et stabilt niveau i en europæisk sammenhæng.
Flere dødsfald med metadon.
Dødsfaldene i Danmark skyldes primært forgiftning af flere stoffer, og i gennemsnit bliver der påvist mellem 4 og 5 stoffer hos de døde. Tallene fra 2019 viser ligeledes, at der er sket en stigning i antallet af dødsfald, hvor metadon var en medvirkende årsag. Den største stigning i metadonrelaterede dødsfald var i København, hvor der i 2019 blev registreret 18 dødsfald mod 9 året i 2018.
”I Sundhedsstyrelsen vil i forbindelse med en revidering af vores vejledning om substitutionsbehandling vurdere, hvordan vi kan gøre behandlingen endnu bedre og mere sikker for patienterne, så vi fremover kan begrænse sygdom og dødsfald yderligere,” siger Kari Grasaasen.
Antallet af registrerede dødsfald, hvor kokain formodes at være den væsentligste dødsårsag, ligger stabilt med 12 dødsfald i 2019, som det også var tilfældet året før. Antal dødsfald med MDMA (ecstasy) som den væsentligste dødsårsag er faldet til under 5.
En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viste for nyligt, at selv om alle har ret til gratis stofmisbrugsbehandling, så er kun en tredjedel af højrisikobrugere af heroin og andre opioider indskrevet i substitutionsbehandling, hvor de får medicin for afhængigheden.
”For de stofbrugere der ikke er indskrevet i behandling, findes der en bred vifte af forebyggende og skadesreducerende indsatser, som skal forebygge dødsfald. Det er f.eks. stofindtagelsesrum, udlevering af kanyler og injektionsudstyr samt adgang til naloxon, som er en modgift til forgiftning af opioider,” siger Kari Grasaasen.
COVID-19 epidemien kan have påvirket stofmarkedet.
Under epidemien med COVID-19 har Det europæiske narkotikaovervågningscenter, EMCDDA, lavet særlige kortlægninger i medlemslandene, som indikerer, at epidemien har betydet ændringer for stofmarkedet, tilgængeligheden og brugen at stofferne.
Kortlægningen peger blandt andet på, at grænselukningerne har betydet stofmangel i en periode, og at det kan have gjort, at flere har søgt behandling, fordi de har manglet stoffer. Derudover kan lukningen af barer, diskoteker osv. have medført mindre stofbrug i nattelivet.
Kortlægningen er baseret på ekspertudtalelser, og er ikke repræsentative. Der foreligger derfor ikke statistiske oversigter, men indberetninger baseret på kvalitative beretninger.
Læs rapporten ”Narkotikasituationen i Danmark – Sundhedsrelaterede konsekvenser” her
EMCDDA s årsrapport kan findes i engelsk version her
En særlig forkortet udgave af EMCDDA s årsrapport i en dansk version, kan findes her
EMCDDAs analyser af stofområdet som konsekvens af Covid19 kan findes her