Sundhedsstyrelsen har skærpet retningslinjerne for brugen af værnemidler på sundheds- og ældreområdet og visse dele af socialområdet. Øget brug af masker og mundbind skal forebygge smitte i situationer, hvor det ikke er muligt at holde afstand. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Lige nu stiger smittespredningen i hele landet, og vi ser også flere smittede på plejehjem og sygehuse. I øjeblikket har flere sygehuse måttet sende en del medarbejdere hjem på grund af udbrud på afdelingen, og også på plejehjem er der set udbrud. For at forebygge yderligere smittespredning og udbrud anbefaler Sundhedsstyrelsen nu, at der på sundheds- og ældreområdet, samt visse dele af socialområdet bliver brugt ansigtsværnemidler i øget omfang. Anbefalingen gælder for situationer med tæt kontakt, også situationer hvor der ikke er konstateret smitte eller er mistanke om smitte med ny coronavirus.
”Vi anbefaler nu som en ekstra forsigtighed, at personale, patienter og borgere bærer maske og mundbind i behandlings- og plejesituationer fx på sygehus, plejehjem og ved egen læge, når det ikke er muligt at holde afstand. Det betyder ikke, at alle skal bære maske hele tiden, men i de situationer, hvor man skal helt tæt på hinanden, kan det give en ekstra beskyttelse og forhindre eventuel smittespredning,” fortæller vicedirektør Helene Probst, og kommer derfor med en opfordring til alle borgere: ”Hvis du skal til lægen eller på sygehuset og skal undersøges, så tage et mundbind med”.
Tæt fysisk kontakt er en stor del af arbejdet på sygehuse, plejehjem og socialområdet, og det er fortsat helt afgørende, at man ikke møder på arbejde eller møder op til behandling, hvis man er syg med COVID-19 eller har mistanke om at være smittet. Desuden er det fortsat meget vigtigt, at personalet er ekstra opmærksomme på at følge de generelle anbefalinger og har fokus på, at de ikke udsætter sig for unødig smitterisiko uden for arbejde.
”Patienter og borgere på plejehjem, sygehuse, botilbud og i hjemmeplejen har ofte en større risiko for et alvorligt forløb, hvis de får COVID-19. Derfor er vi meget opmærksomme på at beskytte de særligt udsatte patienter og borgere, og det gør vi ved at skærpe anbefalingen for brug af værnemidler,” siger vicedirektør Helene Probst.
De nye retningslinjer erstatter den tidligere anbefaling om, at personalet skal bruge maske ved tæt kontakt over 15 minutter. I stedet anbefaler Sundhedsstyrelsen nu brug af ansigtsværnemidler i situationer, hvor det ikke er muligt at holde den fornødne afstand. Afstanden defineres til minimum 1 meter og til 2 meter ved kontakt til de personer, som man ved er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19.
Sundhedsstyrelsen har inddraget en række fagforeninger, faglige selskaber, arbejdsgivere og eksperter i smitteforebyggelse i arbejdet med at opdatere de gældende retningslinjer.
Hvornår skal jeg som patient eller pårørende bruge mundbind?
Du skal bruge mundbind, hvis du eksempelvis skal til lægen, til fysioterapeut, eller skal undersøges på sygehuset, og der er behov for, at sundhedspersonen kommer helt tæt på. Det er derfor en god ide, at du tager et mundbind med, så du kan tage det på, hvis der bliver behov for det.
Nogle steder kan der også allerede være lavet en anbefaling om, at du skal have mundbind på i venteværelset, eller når du ankommer til sygehuset. Hvis du er i tvivl om, hvilke anbefalinger der gælder, der hvor du skal behandles eller undersøges, kan du kontakte stedet.
Skal du på besøg på et plejehjem eller sygehus, anbefaler vi, at du tager et mundbind på, hvis du skal helt tæt på den du skal besøge, fx hvis du skal holde i hånd eller hjælpe med at gå.
Hvilket mundbind skal jeg bruge?
Som patient eller pårørende kan du bruge de mundbind, du formentlig allerede har derhjemme. Vores anbefalinger til, hvilket mundbind du skal bruge, er nemlig de samme, som dem vi anbefaler dig, når du skal med tog eller skal på cafe. Vi anbefaler derfor, at du bruger enten CE-mærkede engangsmundbind eller stofmundbind af god kvalitet. Du kan bruge et heldækkende ansigtsvisir, hvis du ikke kan bruge et mundbind.
Du kan læse mere om mundbind, og hvordan du bruger det korrekt her
Hvem gælder de nye anbefalinger for?
De nye anbefalinger gælder på sundhedsområdet, ældreområdet og visse dele af socialområdet, hvor der er opgaver med tæt fysisk kontakt, og hvor borgerne kan være i øget risiko for at blive alvorligt syge ved COVID-19.
Anbefalingerne gælder altså for dig, der arbejder på et sygehus, i en privat lægepraksis, fysioterapeutklinik, blodprøvetagningssted, tandlægeklinik, på et plejehjem, botilbud, i hjemmeplejen, i det præhospitale tilbud og lignende steder i sundheds, -ældre- og socialsektoren, hvor du i dit arbejde kommer i tæt kontakt med patienter eller borgere.
Hvornår skal jeg som personale bruge maske?
Du skal bruge maske i situationer, hvor du skal helt tæt på en patient eller en borger. Det kan fx være ved plejeopgaver, når du skal give omsorg, hvis du skal støtte en borger, og hvis du skal behandle eller undersøge en patient.
I udgangspunktet skal du tage maske på, hvis du skal tættere på end 1 meter, men hvis du ved, at personen kan være i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb ved COVID-19, skal du tage maske på, hvis du skal tættere på end 2 meter.
Du behøver ikke have maske på hele tiden, og hvis du kun ganske kort skal tæt på, fx stille et glas vand på et bord eller give en kort besked, kan du også undlade masken. Ved samtaler og konsultationer behøver du ikke tage maske på, hvis du kan sidde med 1 eller 2 meters afstand til patienten.
Husk, at en maske ikke er nok til at forebygge smitte. En maske skal bruges korrekt og i kombination med korrekt håndhygiejne, rengøring og afstand – ellers kan den give falsk tryghed og udgøre en smitterisiko i sig selv.
Hvilke masker skal jeg bruge?
Som personale skal du bruge engangsmaske type II eller type IIR. Du kan også anvende et heldækkende ansigtsvisir, hvis en maske ikke er egnet, fx hvis du skal tale med et barn, en person med demens eller en person, der har behov for mundaflæsning. Du skal altid overveje i situationen, om du behøver andre værnemidler for at beskytte dig selv, fx ved opgaver, hvor der kan være risiko for stænk og sprøjt fra luftveje, som fx sondeanlæggelse og gastroskopi.
Hvis patienten er smittet med ny coronavirus, eller der er mistanke herom, skal du anvende værnemidler i overensstemmelse med Infektionshygiejniske retningslinjer fra Statens Serum institut.
Læs mere på Statens Serum Instituts hjemmeside.
Hvis du bliver i tvivl, om anbefalingen gælder for dig, hvornår eller hvordan du skal bruge maske, bør du kontakte din leder eller arbejdsgiver.