Er du mellem 12 og 20 år og bor du i Københavns Kommune, så kan du stille op til valget om en plads i Ungeråd KBH. Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Synes du, at unge har for lidt indflydelse på Københavns udvikling? Har du en holdning til din by? Har lyst til at sætte dit aftryk på de politiske beslutninger, der træffes og samtidig blive en del af et stærkt fællesskab? Så er det NU, du skal stille op som kandidat til en af de 35 pladser i ungerådet, hvis du er mellem 12 og 20 år og bor i Københavns Kommune.

Ungeråd KBH sætter emner, som unge er optaget af, på dagsorden for Københavns Kommune. Vi debatterer, hvordan fremtidens København skal forme sig. Vi tager udgangspunkt i vores egen hverdag og udfordrer hinanden på emner om alt fra, hvordan vi kan forbedre trivslen i folkeskolen til, hvordan vi kan vi skabe en mere klimavenlig hovedstad.

Ungerådsmedlem Marie Greve er medlem af Ungeråd Kbh, og hun har fået nye erfaringer med, hvordan man arbejder for at få gennemført sine ønsker: “Jeg har været med i Ungeråd KBH siden efteråret 2019 – og er super glad for, at jeg blev valgt ind. Det har givet mig nye venner, men også erfaringer og fede tilbud og oplevelser, jeg aldrig havde haft, hvis jeg ikke var blevet en del af ungerådet. Alle er rigtig søde, engagerede og brænder for det, de laver. Det er virkelig fedt at arbejde sammen med alle de andre unge!”

I perioden fra 12. august til 7. September 2020 kan du stille op som kandidat på. Alt det kræver er, at du er ekspert i at være ung, at du har lyst til at bidrage til at gøre København til en endnu federe by og at du kan deltage i minimum to møder om måneden fra kl. 17-20 i Borgerrepræsentationssalen på Københavns Rådhus. Stil op til Ungeråd KBH og vær med til at sætte unges ønsker og drømme på dagsordenen i København. Ssamtidig får du en masse nye venner.

Fra den 10. september til den 23. september 2020 foregår selve afstemningen om, hvem der skal have en plads i Ungeråd KBH.

Fakta

  • Ungeråd KBH er med til at sikre, at unge har indflydelse på udviklingen i Københavns Kommune, og er med til at sætte et ungt præg på de politiske beslutninger, der træffes.
  • Ungeråd KBH består af 35 medlemmer i alderen 12-20 år med bopæl i Københavns Kommune. Medlemmerne vælges for et år ad gangen.
  • Ungeråd KBH kan hvert år anmode Borgerrepræsentationen om at behandle op til fire forslag. Ungerådets forslag kan vedrøre alle kommunens områder.
  • I indeværende valgperiode har Ungeråd KBH arbejdet med at mindske diskrimination og forbedre undervisningsmiljøet i den københavnske folkeskole.
  • Ungeråd KBH fungerer som høringspart og deltager i en række debatter og møder med byens unge og politikere.
  • Ungeråd KBH er kendetegnet ved at arbejde uafhængigt af partipolitiske, økonomiske og religiøse interesser.
  • 65 kommuner har et ungdomsråd. I hovedstadsområdet er det blandt andet Furesø, Frederikssund og Herlev kommuner. Hvidovre og Rødovre kommune overvejer med inspiration fra Ungeråd KBH at oprette ungeråd.