Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beder justitsministeren om et overblik over personer med rocker- og bandetilknytning på vej på fri fod. Det oplyses i en pressemeddelse.
Endt afsoning er ikke bare en chance for en tremmefri tilværelse, men en chance for en ny start. Derfor er det afgørende, at Københavns Kommune får hurtig besked, når rocker- eller bandemedlemmer er på vej ud af fængslet. Sådan lyder opfordringen i et brev, som beskæftigelses- og Integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), har sendt til justitsminister Nick Hækkerup.
“Når borgere med relation til de kriminelle bandemiljøer kommer ud af fængslet og søger om ydelse, sætter vi som kommune alt ind på, at de skal sættes i sving. De skal aktiveres og have hjælp til at finde job, uddannelse og en vej ud af kriminalitet. Men en stærk tidlig indsats fra os kræver, at vi ved, at de er på vej,” siger borgmesteren. Men det halter lige nu med, at kommunen kan få et samlet overblik over, hvor mange fængslede med rocker- eller bandetilknytning, som løbende løslades fra landets fængsler og kommer tilbage i byens gader.
Konkret har politiet meddelt kommunen, at de af monitorerings- og efterforskningshensyn principielt ikke deler denne type oplysninger. “Jeg har fuld forståelse for, at der er vigtige hensyn, der skal tages, når det gælder deling af oplysninger om borgeres relationer til organiserede kriminelle miljøer. Men vi har brug for at få at vide, hvor mange løsladte med rocker- eller banderelation vi vil komme til at tage imod, så vi kan hjælpe dem med at få det bedste mulige ud af deres løsladelse: et nyt liv. Vi har brug for at blive bedre orienteret end nu,” siger Cecilia Lonning-Skovgaard.
25 procent kommer fra fængslet.
Siden 2018 har Københavns Kommune styrket indsatsen over for ledige med rocker-eller bandetilknytning. En specialenhed under Jobcenter København holder dem til ilden og hjælper dem med at komme videre i livet.
Sidste år kom ca. 25 procent af bandemedlemmerne, som var en del af kommunens indsats over for personer med tilknytning til rocker-eller bandemiljøerne, i kontakt med specialenheden direkte fra løsladelse eller varetægtsfængsling. Derfor skal videndelingen om kommende løsladelser være bedre, mener beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard:
“Det er alfa og omega, at vi har et overblik, som gør os i stand til at planlægge, hvordan vi skal tage imod dem, når de kommer ud af fængslet. Jo før vi ved besked om løsladelse, des hurtigere kan vi forberede den rigtige indsats. Dermed højner vi også chancerne for, at deres seneste fængselsophold også bliver deres sidste”.