Københavns Kommune åbner nu delvist for biblioteker og udendørs idrætsanlæg. Åbningen følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Hvad det kommer til at betyde for dig, kan du læse om her. Det oplyses i en pressemeddelse.
Biblioteker.
Alle biblioteker åbner mandag den 18. maj 2020 kl. 13.00. Bibliotekerne er åbne alle hverdage kl. 13.00 til 17.00. Se åbningstider her på bibliotek.kk.dk.
Inden du skal på biblioteket skal du vide at:
- Du kan aflevere dine bøger og materialer og hente allerede reserverede bøger. Du kan ikke se efter andre eller flere bøger, da det ikke er muligt at opholde sig på biblioteket.
- Du skal bestille tid for at komme på biblioteket. Du kan booke tid her eller ringe til Biblioteket Online på tlf.: 3366 3000. Der bliver givet tider med 2 minutters mellemrum, men selvom du får et specifikt tidspunkt, kan du ikke forvente at komme til præcist der, men vil komme til hurtigst muligt.
- Du skal stå i kø og følge personalets anvisninger, når du er på biblioteket. Find gerne din reserveringsinformation frem, mens du venter.
- Fra mandag den 18. maj kan du igen reservere bøger og andre materialer på bibliotek.kk.dk.
- Der er fortsat ikke gebyrer på dine lån indtil den 25. juni 2020. Derefter gælder normale gebyrregler.
- Læs mere på Københavns Bibliotekers side her. Tjek især ’Spørgsmål og svar til genåbning af bibliotekerne’ for detaljer.
Idrætsfaciliteter.
Idrætsudøvere må begynde at bruge udendørsfaciliteter fra mandag den 11. maj 2020, hvis der er færre end 10 personer samlet, og sundhedsmyndighedernes retningslinjer overholdes. Det betyder følgende:
- Alle brugere af banerne skal erklære, at de overholder DBU’s retningslinjer eller tilsvarende specialforbund. Banerne kan kun benyttes med gyldigt bookingbevis.
- Der vil blive opmålt 5-mandsbaner, så der højst kan træne 10 personer ad gangen. På større eller mindre baner gælder samme regler. Mål flyttes ud på banerne.
- Det er klubbernes ansvar at tilrettelægge træningen, så den overholder retningslinjerne. Hvis en forening ikke overholder retningslinjerne, vil den – efter en advarsel – få frataget sine tider.
- Der vil ikke være adgang til toiletter eller omklædningsrum.
- Hvor det er muligt, vil der blive udbudt tider på kunstgræs.
- Mange fodboldbaner bruges stadig af skoler i dagtimerne, kl. 8-16.
Læs DGI og DIF’s retningslinjer her.
Indendørs idrætsfaciliteter og Kulturhuse er taget i brug af skoler samt daginstitutioner og er derfor fortsat lukkede.
Læs mere på kk.dk om, hvordan Københavns Kommune forholder sig til corona-virus.