Innovationsfonden vil med ekstraordinær millionpulje yde hurtig støtte til forsknings- og innovationsprojekter, som kan bidrage til at afhjælpe skadesvirkningerne af coronavirus (COVID-19) for borgerne, sundhedsvæsenet, virksomheder eller samfundsøkonomien. Første ansøgningsfrist er i næste uge – og evalueringsprocessen bliver kort, så projekterne kan sættes i gang hurtigst muligt. Det oplyses i en pressemeddelse

Pressefoto Innovationsfonden

Danmark står over for store, aktuelle udfordringer på grund af den hastige udbredelse af coronavirus (COVID-19). Det forventes desuden, at epidemien kan ramme Danmark i flere bølger inden for det næste år.
Derfor afsætter Innovationsfonden nu en ekstraordinær pulje på 50 mio. kr., som skal være med til at finansiere forsknings- og innovationsløsninger, der kan reducere skadevirkningerne af pandemien for befolkningen, sundhedsvæsenet, erhvervslivet og samfundsøkonomien.

– Coronapandemien breder sig hastigt i både Danmark og resten af verden. Derfor er der behov for hurtige forsknings- og innovationsløsninger fra vores dygtige forskere og innovative virksomheder, som kan gavne patienter, sundhedsvæsnet, vores erhvervsliv og samfundsøkonomi som helhed. Derfor opfordrer vi nu alle forskere og virksomheder, der sidder med relevante initiativer til kampen mod corona-pandemien, til at skrive en lynansøgning til Innovationsfonden, så vi hurtigt og smidigt kan få sat gang i de projekter, der kan bidrage, siger Anne-Marie Levy Rasmussen, direktør for Innovationsfonden.

Ansøgere kan eksempelvis være sundhedsprojekter, der kan sikre bedre diagnosticering, håndtering og/eller behandling af COVID-19-patienter.
Det kan også være humanistiske og samfundsvidenskabelige projekter, der kan bidrage med værdifuld viden relateret til f.eks. adfærd, incitamenter, regulering og markedsforhold for at afhjælpe virkningen af COVID-19 i Danmark.

Hurtig bedømmelse og kort tidshorisont for værdiskabelse.
De 50 mio. kr. afsættes i et ekstraordinært Grand Solutions-opslag, der indebærer to snarlige ansøgningsfrister og en kort og hurtig bedømmelsesproces. Det er derfor også afgørende, at projekterne skal kunne igangsættes umiddelbart og potentielt kunne give væsentlig effekt nationalt eller globalt inden for en kort tidshorisont. Projekterne, der kan søge om finansiering, skal ikke ikke unødigt fjerne kritiske ressourcer fra det nuværende COVID-19 beredskab, og det vil være en fordel, hvis projektets løsning kan anvendes på andre sygdomsområder og ikke bare i Danmark, men globalt. Det vil derudover også være en styrke, hvis projektet foruden at kunne reducere skadevirkninger efter COVID-19 også kan tilbyde et generelt beredskab til næste gang, en global epidemi rammer Danmark.

Lovgivning og krav skal overholdes.
Alle projekter skal overholde gældende lovgivning, herunder i projektet opnå lovpligtige godkendelser. For eksempel skal sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter godkendes af en videnskabsetisk komité, og kliniske forsøg med lægemidler på mennesker og klinisk afprøvning af medicinsk udstyr skal desuden godkendes af Lægemiddelstyrelsen. Desuden skal brug af sundhedsdata til forskning godkendes af den dataansvarlige myndighed, ligesom brug af patientjournaloplysninger til forskning skal godkendes af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Ansøgningsfrister:
3. april 2020 kl. 12:00 og den 14. april 2020 kl. 12:00

Åbner for ansøgninger:
I midten af uge 14

Budgetramme:
50 mio. kr.

Hele opslaget kan ses her.