Særlige holdepladser til el- og brinttaxier skal belønne taxiselskaber, der kører grønt og motivere flere til at omstille vognparken.

Der er potentiale for at spare 30.000 til 50.000 tons CO2 årligt på regionalt niveau, hvis alle taxier i hovedstadsområdet omstilles til grønne taxier, der kører på brint eller el. Derfor har et politisk flertal i København besluttet at give de grønne taxier særligt attraktive vilkår ved i første omgang at reservere 50 taxi holdepladser i København til de brint- og eldrevne hyrevogne.

De særlige taxipladser vil blive placeret centrale steder i København – fx ved Hovedbanegården. Det vil gøre det nemmere for de klimavenlige taxier at få de såkaldte gadeture uden at skulle holde i kø med de ordinære taxier. Parkeringsvagter vil jævnligt kontrollere, at kun grønne taxier holder på de reserverede pladser.

Erfaringer fra Amsterdam viser, at man kan opnå store klimagevinster ved at give de grønne taxier særligt gode forhold. Her kører der nu 800 klimavenlige taxier rundt i gaderne.

Til sammenligning kører der i øjeblikket godt 150 el- og brinttaxier rundt i hovedstadsområdet. Og det er det tal, Ninna Hedeager Olsen håber vil stige markant ved at give de grønne taxier en forlomme. Indsatsen skal også bidrage til Københavns Kommunes målsætning om at være en CO2-neutral hovedstad i 2025.

I Dansk Persontransport, brancheforeningen for bus- og taxivognmænd i Danmark, sætter man pris på initiativet: ‘Vi er glade for, at Københavns Kommune er med til at understøtte den grønne omstilling af taxierne ved etablering af særlige holdepladser til el- og brinttaxier. Det er vigtigt med incitamenter, der gør det attraktivt for taxibranchen at købe grønne taxier, og vi håber, at vi, sammen med Københavns Kommune, kan se på andre tiltag, der baner vejen for endnu flere grønne taxier,’ siger Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk Persontransport.

Fakta.
De grønne taxiholdepladser vil hovedsageligt blive etableret ved at omdanne eksisterende taxipladser til grønne pladser.
De særlige pladser bliver oprettet over en fireårig periode. Halvdelen af pladserne vil dog allerede blive oprettet i år.
Ved beregningerne af den potentielle CO2 besparelse ved at omlægge alle taxier i hovedstadsregionen til grøn drift, er den såkaldte emissionsfaktor beregnet ud fra en gennemsnitlig dieselbil. Derudover forudsætter tallet en vækst i antallet af taxier på op til 5000 i 2025.
I april 2019 trådte en revideret vejafmærkningsbekendtgørelse i kraft, der gjorde det muligt at reservere særlige holdepladser til grønne taxier.
I Københavns Kommunes budgetaftale for 2020 blev det besluttet at oprette særpladser til grønne taxier.
Der er, ifølge virksomheden SEAS-NVE, 340 nye ladestandere til elbiler på vej i København, de skal supplere de godt 280 ladestandere, der allerede nu er placeret på offentlige veje i byen.

Læs mere her for flere oplysninger.