Frem til 31. oktober er der igen mulighed for tilskud til et sorteringssystem til køkkenet og for at tilmelde sig ’KBH sorterer’.
Først på sommeren havde københavnerne mulighed for at søge om tilskud til et valgfrit sorteringssystem til køkkenet samt tilmelde sig online-forløbet ’KBH sorterer’, der indeholder tips og tricks til at sortere sit affald.
Undersøgelser viser, at mange københavnere – særligt dem, der bor i små lejligheder – savner inspiration til et smart og brugbart system til at sortere affald. I en travl hverdag skal det være nemt at affaldssortere, og en praktisk løsning er en vigtig forudsætning for at komme godt i gang. Københavns Kommune vil gerne gøre det nemmere for københavnerne og tilbyder derfor at give et tilskud på op til 400 kr. pr. bolig til køb af indendørs affaldsbeholdere – det kan fx være stativer, affaldsspande, tasker eller sorteringssystemer efter eget valg.
Mange savner også mere viden om sortering og er fx i tvivl om, hvor rent affaldet skal være, før det sorteres. Derfor inviteres københavnerne til at deltage i online-forløbet ’KBH sorterer’, så de nemt kan få styr på sorteringen og blive motiveret til at sortere. Forløbet varer tre uger, og 2-3 gange om ugen vil man få tilsendt et link med tips og tricks til affaldssortering. Hvis man gennemfører, er man med i lodtrækningen om en ladcykel.
Ambitiøst affaldsmål.
Affaldssortering kan være en nem måde at gøre en forskel for miljøet, da genanvendelse af affald mindsker ressourcespild. Det er ikke holdbart for hverken miljøet eller klimaet at smide ting ud, der kan bruges igen og igen. Derfor har kommunen et ambitiøst mål om at genanvende 70 procent af alt affald i 2024.
‘Meget af det, vi kalder affald, er faktisk ressourcer. Og vel at mærke ressourcer, som vi ikke har råd til at blive ved med at sende til forbrænding. I stedet skal vi have mere ud af det, vi producerer og forbruger, og derfor skal vi hjælpe københavnerne til at blive endnu bedre til at sortere affald. Muligheden for at søge om tilskud til et smart sorteringssystem samt tilmelde sig online-forløbet, og dermed få tips og tricks til affaldssortering, er et skridt i den rigtige retning,’ siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).
Mere end 10.000 husstande har allerede fået tilskud, og 3500 københavnere har deltaget i online-forløbet i første runde. Anden runde åbner 1. oktober, og man kan søge om tilskud til et sorteringssystem frem til 31. oktober 2019 eller tilmelde sig forløbet ’KBH sorterer’ på www.kbhsorterer.kk.dk